Vi er et socialt flertal

Tweet

Uafhængighedstilhængere er allerede et socialt flertal i Catalonien. Det er selvfølgelig ikke mig, som siger det; dette er hvad de sidste meninsgmålinger som blev gennemført i Catalonien afslører. Resultaterne er her:

-Efter meningsmålingen gennemført af CEO ("Centre d'Estudis d'Opinió", som betyder "centrum for synspunktstudier") ville et 45,4 % af catalanerne stemme JA, hvis det ville blive holdt en folkeafstemning om Cataloniens løsrivelse fra Spanien i dag. Tværtimod ville kun et 24,7% af befolkningen stemme Nej.

-Efter meningsmålingen gennemført af ICPS ("Institut de Ciències Polítiques i Socials", som betyder "instituttet for politiske og sociale videnskaber"), ville et 43,7 % af catalanerne stemme JA, og et 25,1% Nej.

Man kan ikke sige, at målingerne blev manipuleret, på forskellige grund. For det første, de blev gennemført af eksperte og videnskabsmænd, så vi har principielt ingen grund til at tvivle om deres seriøsitet. For det andet er begge CEO og ICPS institutioner, der ingen relation har til de politiske partier som har Cataloniens løsrivelse fra Spanien i deres program, dvs. til ERC ("Esquerra republicana de Catalunya"; de venstre-orienterede uafhængighedstilhængere) eller SI ("Solidaritat catalana per la independència"; "catalansk solidaritet for løsrivelse fra Spanien"). CEO er afhængig af den catalanske regering og derfor relateret til CIU, de højre-orienterede nationalisterne, som har været Cataloniens regeringsparti mellem 1980 og 2003 (med Jordi Pujol som formand) og som er i regeringen igen siden december 2010. De forsvarer selvbestemmelsesret men de har aldrig forsvaret Cataloniens løsrivelse fra Spanien på en eksplicitte måde. ICPS er delvis afhængig af Diputació de Barcelona, som har traditionelt været relateret til PSC, de catalanske socialister, som principielt er i mod Cataloniens løsrivelse fra Spanien (selv om nogle PSC-mandater individuelt forsvarer Cataloniens uafhængighed).

De fleste catalanere vil gerne have, at Catalonien løsriver sig fra Spanien. Så spørgsmålet nu er: hvad venter vores politiker på?