mandag den 20. juni 2016

Min første gang på Folkemødet

I sidste weekend var jeg på Bornholm, på Folkemødet. Det var en super berigende oplevelse, noget jeg ikke havde oplevet før. Jeg er helt vild med den festlige og på samme tid afslappede stemning der skabes i Allinge, hvor der kommer ret mange mennesker men hvor man overhovedet ikke har indtrykket at der er for mange, fordi alle er roligt involverede i en eller anden debat, samtale, lille koncert eller lignende. Og hvis vejret er godt (som heldigvis var tilfældet i lørdags, hvor solen endelig skinnede i solskinsøen), nyder mange også en snak eller drink tæt ved havnen.


Jeg kunne også godt lide at publikummet er meget forskelligt, hvilket betyder at hele det danske samfund interesserer sig for politik (det er selvfølgelig ikke noget nyt, der er nemlig forskellige studier der viser dette, som f. eks. Transparency Internationals Nationalt Integritetssystem Studie. Danmark 2011). Der var en blanding af unge, ældre mennesker, børn, business mænd/kvinder, "alternativt" udseende mennesker... Det var meget kulørt og livligt.

Ud over den gode stemning, havde jeg læst og hørt meget om Folkemødets grundlæggende principper, men jeg kunne ikke rigtig forestille mig hvordan de store, abstrakte ord ("at understøtte den demokratiske dialog", "at fremme folkets indflydelse på og forståelse af samfundets rammer", osv.) blev konkretiserede. Er der virkelig mulighed for at komme tættere på politikerne, for at snakke med dem og få nogle konkrete resultater?

Jeg kunne selv opleve, at det faktisk -delvist til mindst- er muligt! Man har mulighed for at møde ministrer og folketingsmedlemmer mange gange om dagen; man møder dem tilfældigt allerede i lufthavn, man ser dem i en debat om morgenen og igen om aftenen, man støder på dem i Allinge havn eller på Kirkepladsen, og man kan se dem snakke med den eller anden borger. I én af debatterne jeg var interesseret i ("Fremtidens foreninger – hvordan får vi flere med?"), snakkede kulturministeren Bertel Haarder og to repræsentanter af foreningerne (Marian Lundh og Lasse Petersen) om det positive og det ikke så positive om Danmarks foreningsliv. Det var meget interessant for mig som catalaner, fordi vi i Catalonien også har en meget stærk foreningstradition, med ca. 4300 kulturforeninger, og jeg deltog i debatten for at understrege hvor vigtigt foreningernes rolle er for at holde samfundet sammen og for at integrere indvandrerne, også i Catalonien. Det er især relevant i dag, med flygtningekrise, og på et tidspunkt forklarede Marian Lundh til Bertel Haarder, at asylsøgerne på Bornholm ikke kunne betale kontingentet til at blive medlem af en forening, og det er selvfølgelig et problem for deres integration. Hun påpegede, at regeringen skulle gøre noget for at løse problemet og insisterede heftigt på dette. Og så tog Bertel Haarder et kort at sin jakke: "vi vil håndtere dette, du kan være sikkert på det". Her har vi altså et eksempel på hvordan borgerne kan udøve indflydelse på politikere og beslutningstagere på Folkemødet.


Det betyder naturligvis ikke, at alle stemmer umiddelbart bliver hørt. Da Lars Løkke Rasmussen holdt sin tale i Hovedscenen var der en unge gruppe af Mellemfolkeligt Samvirke med en stor plakat: "Stop skattely nu". De har allerede fået flere end 30000 underskrivelser med formål at presse regeringen til at engagere sig i kæmpen mod de mange skattelyer der er i verden. Forhåbentligt vil opråbet virke før eller siden.

Nu hvor jeg er tilbage i Barcelona, spørger jeg mig: hvorfor organisere man ikke noget lignende i Catalonien? Ville et catalansk folkemøde have succes? Jeg tror bestemmt. Det catalanske samfund er også et engagerede, mobiliserede samfund, som man kan se ved de kæmpestore demonstrationer der finder sted hvert år på vores national dag: man kræver selvbestemmelsesret og uafhængighed som det eneste værktøj for at nå en solid velfærdstat, hvor korruption bekæmpes effektivt og staten beskytter borgerne. Lad os organisere en "Reunió del poble"! ["folkemødet" på catalansk]



SaveSaveSaveSave