Der er sket en masse af ting siden jeg sidst har skrevet et indl
æg, for 3 uge siden. Det er sv
ært at sammens
ætte det hele i nogle linje, men de vigtigste ting er (fra mit synspunkt):
1) at den catalanske pr
æsident Artur Mas har indkaldt til Parlamentsvalg i Catalonien (som en efterf
ølge af m
ødet mellem Artur Mas og den spanske pr
æsident Mariano Rajoy den sidste 20. september, n
år Rajoy afvidste Mas' planl
ægning for at f
å mere fiskal autonomi for Catalonien);
2) den 27. september har den catalanske Parlament givet det gr
ønne lys til
en resolution som siger, at det catalanske folk er i n
ødt til at fredeligt og demokratisk beslutte om deres kollektiv fremtid og som tilskynder den catalanske regering til at organisere et referendum om ufh
ængighed inden for n
æsten legislaturperiode;
3) den 9. oktober har den spanske parlament afvidst et initiativ forsl
ået af
ERC (én af de vigtigste catalanske partier, som er venstreorienteret og har en l
ange tradition i forsvaret af Cataloniens uafh
ængighed) for at opn
å, at Catalonien har magten til at organisere referendummer (nu er det kun den spanske parlament, som har denne magt);
4) If
ølge den sidste m
åling af
CEO ("Centre d'Estudis d'Opinó", Centret af meningstudier af den
Generalitat de Catalunya),
ville 51% af catalanerne sige JA til Cataloniens løsrivelse fra Spanien ved en folkeafstemning (kun 21,1% ville stemme NEJ, og 21,1% ville ikke stemme; og
5) Catalonien viser sig n
æsten dagligt i de internationale medier (et godt eksempel af dette er artiklen fra
Financial Times fra ig
år: "Spain, Britain and the forbidden fruits of independence"); vores problem er blevet synlig i Europa og i verden, og man endelig tager i betragning muligheden, at vi beslutte os til at blive uafh
ængige fra Spanien.
Det ser alts
å ud, som vi har begyndt en l
øsrivelsesproces fra Spanien, og alle taler om dette hele dagen; i medierne, p
å gaden, p
å arbejde, med venner og familie... Man kan se overalt i Catalonien flaget af uafh
ængigheden (hvis I rejser til Barcelona nu, vil I overalt se et flag med vier r
øde strejfe p
å gul med et hvidt stjerne p
å en bl
å baggrund; dette er det catalanske flag for uafh
ængighed (
klik her for at se nogle billeder af det).
I Catalonien har vi det alts
å meget travlt; der er mange ting vi skal t
ænke p
å, fordi hvis man siger JA ved en officiel folkeafstemning (
75% af den catalanske befolkning ønsker sig en folkeafstemning om uafhængighed, så vi vil have den på en eller anden måde, lige meget hvad Spanien siger), skal vi v
ære klar til at bygge vores nye stat. Hvilket m
ønt vil vi have? Vil vi blive inden for EU (det ser ud, som dette er den mest mulige scenario, men denne er ikke den eneste mulighed)?
I de n
æste f
ølgende indl
æg vil jeg give min mening om nogle af disse vigtige emner, og jeg vil begynde med et emne, som har bragt en stor kontrovers i de sidste dage i Catalonien. Det handler om sprog: hvilket sprog skal v
ære det officielle sprog i den nye catalanske stat?
Jeg synes, svaret er klart:
der skulle kun være et officielt sprog, nemlig catalansk. Der er mange grunde, der retf
ærdigg
ør dette. Catalansk er Cataloniens eget sprog. Det er et romansk, tusind
årigt sprog, som er systematisk blevet diskrimineret i de sidste 3
århundrede. Efter catalanerne tabte i
Arvefølgekrig og Filip af Anjou overtog rigerne, som ikke havde støttet ham (Catalonien, Aragon, Valencia, Mallorca, og resten af Baleariske Øer), blev de catalanske institutioner o grundlove afskaffet og dermed blev catalansk erstattet af spansk i de nye bourbonske institutioner. Siden der, er catalansk blevet diskrimineret, men med Francos diktatur er det endnu blevet v
ærre, fordi det catalanske sprog var helt forbudt (hvis man t
ør tale det p
å gaden, risikerede man at blive afstraffet).
Disse historiske omst
ændigheder ―sammen med:
1. den st
ærke indvandring fra Spanien, som fandt sted i to b
ølger (mellem 1915 og 1930, og mellem 1948 og 1973) og som udgj
ørde ca. en tredje del af befolkningen i 60erne (mere information om emnet findes det
her, på fransk); og
2.
den nye indvandringsbølge, som fandt sted mellem 2000 og 2010, og som bet
ød en befolkningens v
ækst af ca. 1.2 millioner mennesker, fra Afrika, Europa, Marokko, Kina... men is
ær fra Latinamerika, som betyder at en god del af disse indvandrere taler spansk― har f
ørt til en situation, hvor catalansk er et truet sprog.
If
ølge de sidste
målinger taler kun 35,64% af befolkningen i Catalonien catalansk som hyppigst sprog (til geng
æld, har 45,92% af befolkningen spansk som hyppigst sprog). Derfor er det meget vigtigt, at i en uafh
ængig Catalonien bliver catalansk det eneste officiel sprog; hvis spansk ogs
å ville v
ære officiel (eller hvis det p
å en eller anden m
åde ville have et specielt status, hvilket nogle vigtige catalanske partier som
CIU og ERC forsl
år), ville catalansk ikke have mulighed for at vinde tilbage.
I skolen skulle man kun lære på catalansk, og man skulle give et specielt eftertryk til engelsk. Det ville også være en god idé at tilbytte, som valgfag, andre sprog (fransk, spansk, tysk eller hvilken som helst andre mulige, vigtige sprog i verden). Men kun som valgfag. Og det skulle i hvert faldt være noget, hvert centrum beslutter selv.
Danmark kunne være en god model for os. I Danmark er dansk det eneste officielle sprog, men i skolen lærer man naturligvis også engelsk. Og hvad med naboernes sprog, som svensk eller norsk? Man forstår dem uden ingen stor anstrengelse! Jeg har set det mange gange. Mine danske venner taler mest dansk med svensker eller norsker (og disse taler deres eget sprog også), fordi de alle taler nordiske sprog, og det gør det muligt for dem at forstå hinanden. Catalansk og spansk tilhører også til den samme sprogfamilie, nemlig den romanske familie, så man er i stand til at forstå hindanden uden at skifte sprog.
Kun på den måde vil catalansk have en ægt mulighed til at blive et normalt sprog igen. Efter 3 århundrede, er det på højeste tid, synes jeg.