Vendepunkt i uafhængighedsproces

Tweet

Der har været forskellige milepæle i de sidste år med hensyn til den catalanske uafhængighedsproces, som begyndte for 6 år siden med den første kæmpestore demonstration. Én af dem var Parlamentets suverænitetserklæring (23. januar 2013), eller den ikke-bindende folkeafstemning holdt i den 9. november 2014.

Men alt tyder på, at teksten vedtaget i onsdags af det catalanske Parlament virkelig markerer et vendepunkt. Vores parlament har nemlig påstået, at Catalonien er fastbesluttet på, at -altid demokratisk, fredeligt og med deltagelsen af alle de sociale aktører- løsriver sig, uanset hvad Spanien mener om det. For første gang indser pro-uafhængighedsmandaterne at der ingen mulighed er for at holde en aftalte folkeafstemning om uafhængighed. De to største spanske politiske partier (PP og PSOE) har nemlig sagt mange gange, at de aldrig vil tillade det... under ingen omstændigheder (som om demokratiet ville være noget, man skulle undgå under alle omstændigheder!). Sådan er den demokratiske kultur Spaniens...

I hvert faldt forudser teksten (som blev vedtaget med 72 stemmer vs. 11 imod) 3 faser i adskillelsesproces:

1. En deltagelsesproces, hvor en "Forfatningsgivende Sociale Forum", med repræsentanter af civilsamfundet og partierne, vil samle spørgsmål om forfatningensindhold, der vil være svaret af borgerne. Konklusionerne vil være bindende, og de skal inkluderes i den fremtidige forfatning.

2. Den "udkoblingsfase" vil begynde med vedtagelsen af såkaldte "udkoblingslovene" (lov om den juridiske overgang, lov om social sikring og lov om skatteforvaltning) og vil blive fuldstændiggjort med et "ensidigt redskab af demokratiske udøvelse", som vil tillade at aktivere en forfatningsgivende forsamling.

3. Ratificering af forfatningen via folkeafstemning.

Vigtigst er, at der i teksten står at "udkoblingslovene" må være hverken kontrollerede eller annullerede af hvilken som helst anden magt, domstol, eller retten", og at "den forfatningsgivende forsamling vil have fuldmagt. Dens beslutninger vil være bindende for resten af de offentlige institutioner. Ingen af dens beslutninger vil kunne være kontrollerede eller annullerede af hvilken som helst anden magt, domstol eller retten". Det betyder at uafhængighedsproces, som vil integrere hele samfundet og som forstås som en proces ledet af folket, er nu rent faktisk begyndt.

Hvad vil den spanske stat gøre? Hvis Spanien reagerer ved at økonomisk straffe eller endda suspendere parlamentets præsident Carme Forcadell (den spanske regering har allerede givet udtrykt til forskellige trusler), eller eventuelt mod Cataloniens præsident Carles Puigdemont; dvs. hvis Spanien reagerer mod vores repræsentanter, skal processen i Catalonien blive forstyrket.

Fordi de catalanske borgere allerede er meget vrede over Spaniens mangel på demokratiske sans, og uafhængighedsopbakning kunne definitivt eskalerer (nu har uafhængighed allerede opbakningen af 47% af befolkningen, mens 42% er i mod, ifølge den sidste meningsmåling: se sammenfatningen på engelsk her). Og hvis den spanske stat endelig accepterer, at catalanerne har ret til at selv bestemme deres politiske fremtid, så er processen officielt begyndt.

Alt tyder altså på, at Catalonien -og først og fremmest demokrati- allerede har vundet.

Min første gang på Folkemødet

Tweet I sidste weekend var jeg på Bornholm, på Folkemødet. Det var en super berigende oplevelse, noget jeg ikke havde oplevet før. Jeg er helt vild med den festlige og på samme tid afslappede stemning der skabes i Allinge, hvor der kommer ret mange mennesker men hvor man overhovedet ikke har indtrykket at der er for mange, fordi alle er roligt involverede i en eller anden debat, samtale, lille koncert eller lignende. Og hvis vejret er godt (som heldigvis var tilfældet i lørdags, hvor solen endelig skinnede i solskinsøen), nyder mange også en snak eller drink tæt ved havnen.

Jeg kunne også godt lide at publikummet er meget forskelligt, hvilket betyder at hele det danske samfund interesserer sig for politik (det er selvfølgelig ikke noget nyt, der er nemlig forskellige studier der viser dette, som f. eks. Transparency Internationals Nationalt Integritetssystem Studie. Danmark 2011). Der var en blanding af unge, ældre mennesker, børn, business mænd/kvinder, "alternativt" udseende mennesker... Det var meget kulørt og livligt.

Ud over den gode stemning, havde jeg læst og hørt meget om Folkemødets grundlæggende principper, men jeg kunne ikke rigtig forestille mig hvordan de store, abstrakte ord ("at understøtte den demokratiske dialog", "at fremme folkets indflydelse på og forståelse af samfundets rammer", osv.) blev konkretiserede. Er der virkelig mulighed for at komme tættere på politikerne, for at snakke med dem og få nogle konkrete resultater?

Jeg kunne selv opleve, at det faktisk -delvist til mindst- er muligt! Man har mulighed for at møde ministrer og folketingsmedlemmer mange gange om dagen; man møder dem tilfældigt allerede i lufthavn, man ser dem i en debat om morgenen og igen om aftenen, man støder på dem i Allinge havn eller på Kirkepladsen, og man kan se dem snakke med den eller anden borger. I én af debatterne jeg var interesseret i ("Fremtidens foreninger – hvordan får vi flere med?"), snakkede kulturministeren Bertel Haarder og to repræsentanter af foreningerne (Marian Lundh og Lasse Petersen) om det positive og det ikke så positive om Danmarks foreningsliv. Det var meget interessant for mig som catalaner, fordi vi i Catalonien også har en meget stærk foreningstradition, med ca. 4300 kulturforeninger, og jeg deltog i debatten for at understrege hvor vigtigt foreningernes rolle er for at holde samfundet sammen og for at integrere indvandrerne, også i Catalonien. Det er især relevant i dag, med flygtningekrise, og på et tidspunkt forklarede Marian Lundh til Bertel Haarder, at asylsøgerne på Bornholm ikke kunne betale kontingentet til at blive medlem af en forening, og det er selvfølgelig et problem for deres integration. Hun påpegede, at regeringen skulle gøre noget for at løse problemet og insisterede heftigt på dette. Og så tog Bertel Haarder et kort at sin jakke: "vi vil håndtere dette, du kan være sikkert på det". Her har vi altså et eksempel på hvordan borgerne kan udøve indflydelse på politikere og beslutningstagere på Folkemødet.

Det betyder naturligvis ikke, at alle stemmer umiddelbart bliver hørt. Da Lars Løkke Rasmussen holdt sin tale i Hovedscenen var der en unge gruppe af Mellemfolkeligt Samvirke med en stor plakat: "Stop skattely nu". De har allerede fået flere end 30000 underskrivelser med formål at presse regeringen til at engagere sig i kæmpen mod de mange skattelyer der er i verden. Forhåbentligt vil opråbet virke før eller siden.

Nu hvor jeg er tilbage i Barcelona, spørger jeg mig: hvorfor organisere man ikke noget lignende i Catalonien? Ville et catalansk folkemøde have succes? Jeg tror bestemmt. Det catalanske samfund er også et engagerede, mobiliserede samfund, som man kan se ved de kæmpestore demonstrationer der finder sted hvert år på vores national dag: man kræver selvbestemmelsesret og uafhængighed som det eneste værktøj for at nå en solid velfærdstat, hvor korruption bekæmpes effektivt og staten beskytter borgerne. Lad os organisere en "Reunió del poble"! ["folkemødet" på catalansk]



SaveSaveSaveSave

Jeg er tilbage!

Tweet
Hej kære læsere! Jeg er tilbage efter et år hvor jeg havde rigtigt, rigtigt travlt. Jeg skulle stoppe op et øjeblik med nogle projekter fordi jeg ikke kunne håndtere alting. I mellemtiden har jeg stiftet et e-bog forlag, jeg har skrevet 2 bøger (én af dem om Danmark og hvordan dette land har nået at nedsætte korruptionen til næsten null) og jeg har lært at professionelt styre en drone. Lidt af hvert, som I godt kan se...

For at varme op igen, vil jeg starte med et par billeder om min sidste tale om Cataloniens uafhængighedsproces for danske elever. Den fandt sted for en måned siden i Barcelona, med Christianshavns Gymnasiums elever.

Hvad er den første ting I kommer i tanke om, når I høre »Catalonien«?

De fleste elever har svaret
»selvstændighed« eller »uafhængighed«

De var især interesserede i at vide hvilke sociale grupper støtter uafhængighed, og efter min tale havde vi en meget berigende snak. De var meget overraskede om, at den spanske regering ikke vil tillade catalanerne at stemme om uafhængighed i et referendum. De vidste allerede mange ting om Catalonien; om vores sprog, kultur og uafhængighedsbestræbelser. Det er virkelig utroligt, når jeg tænker på hvor lidt danskerne vidste om Catalonien for 15 år siden, da jeg først lærte mine danske venner at kende i Wien... Siden da har en del ændret sig, og det catalanske samfund er nu fuldstændigt engageret i en køreplan som skal forberede landet til uafhængighed om 15 måneder...

Flere nyheder om Catalonien om lidt :-)

Tale for danske lærere: »Catalonien, ny europæisk stat«

Tweet

Catalonierne lever et ekstraordinært efterår, med blikket vendt mod folkeafstemningen som skulle finde sted den 9. november, og hvor man skulle stemme om man gerne vil, at Catalonien blive en ny europæisk stat.

Jeg skriver »skulle« og ikke »skal« fordi siden den catalonske præsident Artur Mas har underskrevet udskrivelsesdekrettet, prøver den spanske stat at forhindre folkeafstemningen ved hjælp af alle mulige redskaber. I løbet af knap 24 timer har nemlig fundet sted tre møder på det højeste niveau i Spanien: først mødtes statsrådet, så mødtes alle ministrer med sigte på at vedtage en appel til forfatningsdomstolen, og endelig mødtes forfatningsdomstolen (i et ekstra møde) for at suspendere både den nye catalonske folkeafstemningslov og udskrivelsesdekrettet. I et land hvor retfærdighed er særlig langsom, har en sådan hurtig fremgangsmåde ingen præcedens, og den viser i hvilken grad den udøvende magt og den dømmende magt arbejder i aftalt spil i Spanien. Hvor er magtadskillelsen, når Rajoy påstar, at forfatningsdomstolen vil erklære folkeafstemningsloven som forfatningstridig? Hvis magtadskillelsen ville være reel, ville han ikke kunne sige på forhånd, hvad forfatningsdomstolen vil beslutte. Især når den catalonske folkeafstemningslov handler om noget, som er grundlæggende fra et demokratisk synspunkt: stemmeret.

Hvad vil der ske nu? Vil catalonierne kunne stemme den 9. november? Med alle hindringer som de spanske institutioner lægger i vejen, er det rigtigt svært for den catalonske regering at arbejde effektivt med sigte på at holde folkeafstemningen. Der er f. eks. tekniske vanskeligheder med at færdiggøre valglisten, med at udnævne valgtilforordnede, osv.

De internationale medier har blikket vendt mod Catalonien, og interessen for hvad der sker hos os er markant stiget i de sidste 2-3 år: journalister, lærere, fagfolk og turister kommer med det formål, at få førstehåndsoplysninger om situationen.

I tørsdags holdt jeg en tale for en gruppe af danske lærere (fra Christianshavns Gymnasium). Jeg har fortalt lidt om Cataloniens historie med hensyn til at give nogle nøgler som forklarer hvorfor er vi kommet til den her situation, hvor ca. 60% af catalonierne ønsker at Catalonien bliver en selvstændig stat. Bagefter har vi debatteret om emnet, og det var meget berigende.

Jeg har uploadet power-pointen jeg brugte for min tale, hvor I vil finde nogle oplysninger om Catalonien, Cataloniens historie, cataloniernes krav om uafhængighed og, naturligvis, om folkeafstemningen:

Catalonien, ny europæisk stat (pdf, på dansk)

Den er meget skematisk og den erstatter selvfølgelig talen ikke, men den indeholder nogle interessante oplysninger :-)

23. april, den skønnste dag i Catalonien

Tweet

I ved sandsynligvis at i dag er det Verdens Bogdag. Men vidste I, at denne fantastisk fest startede i Catalonien?

Sant Jordi (Sankt Jørgen) er nemlig en stor dag i Catalonien. Selv om det er en arbejdsdag, alle stræderne er fuldt med mennesker som går tur, kigger i de tusinde bogstande som ligger overalt i byen, og parene nyder foråret. Det er nemlig "den forelskedes dag" også (23. april er vores Valentin's Day), og traditionen siger, at manden giver en rose til kvinden, og hun giver en bog til ham. Det er selvfølgelig lidt gammeldags, og i virkeligheden er det meget forskelligt; der er kvinder som giver roser til andre kvinder, og alle giver og får bøger. For at læse mere om det, kig i Catalan Day websiden.

For at fejre dagen sætter jeg her et Sant Jordi-kort med de første ord af digten  Kun det nøgne ord, af den catalanske digter Montserrat Abelló:

Jeg har oversat resten til dansk (min veninde Louise har hjulpet mig, og jeg talte også langt og dybt om det med Martin, Jürgen og Ingrid af Den Alternative Skole i Hillerød. Tusind tak for det!).

Jeg håber I kan godt lide det :-)


Kun det nøgne ord


Kun det nøgne ord

dit ord, aldrig en andens,

det ord som spejler et liv

i en ensomhed

fuld af tilsagn,

hvor alt er muligt.


Tvivlene forsvinder

mørket bliver lys

og de skiftende, talrige sole

falder over hvert ord,

dækker dem og giver magt.


Udover denne præcise

tilstedeværelse,

som forlænger sig i indholdet

af hvert tydeligt ord.


Som poesi er


Montserrat Abelló, 2014

„Gigafoto” of the Catalan Way

Tweet

For få dage siden blev udgivet det gigantiske billed af The Catalan Way, menneskekæden som i sidste 11. september (den catalanske nationaldag) tilknyttede hele Catalonien: fra País Valencià (Vinaròs) indtil el Pertús (Nord Catalonien, i dag Frankrig).

Her kan I se „Gigafotoet”, og her er nogle fakta om det:

-Det har en længde af 400 km

-Det viser ca. 2 millioner mennesker, som siger til verden: vi vil blive en selvstændig stat!

-Det består af enkelne 107.038 billeder (4 millioner filer, 295 GB)

-Det blev taget af 800 frivillige fotografer og 800 hjælper

-200 frivillige behandlede billederne for at lave dem om til et eneste billed

-Behandlingen blev muligt takke været den catalanske forskningsgruppe VICOROB

Et stykke af The Catalan Way, i lille by Avinyonet

Det er den eneste foto af den slags i hele verden, og det er virkelig imponerende!

Næste stor aktion for at internationalt vise at vi gerne vil stemme i et referendum for at blive en selvstændig stat vil finde sted den 11. September 2014, hvor vi vil fylder op hovedstræderne Barcelonas Diagonal og Gran Via de les Corts Catalanes for at symbolisere en V (Victory; „Victòria”, på catalansk). 

Vi nærmer os skridt for skridt, fredeligt og glædeligt, til friheden.

Rundvisning i Barcelona på det rigtige tidspunkt

Tweet

Præcis på det rigtige tidspunkt kom en gruppe af 9. klasse elever fra Den Alternative Skole i Hilloerød til Barcelona. Jeg kendte lærerne allerede (de er rigtig søde), fordi de kom for 3 år siden og vi har allerede mødtes dengang: jeg og en veninde til mig ledte dem i en rundvisning i el Barri Gòtic og bagefter spidste vi sammen i Via Fora! i Gràcia (jeg skrev om det i det her tillæg).

Men i år er det virkelig passende at komme på besøg til Barcelona, fordi vi højtideligeholder Tricentenari (1714-2014), dvs., 300 år siden Arvefølgekrigen (i efterfølge af hvilken Catalonien mistede dets uafhængihed og blev integreret i den nyfødte Spanien). Tilfældigt er Catalonien lige nu midt i processen, som kunne føre det til løsrivelsen fra Spanien. Processen er begyndt i 2009 (når det civile samfund startede en række af folkeafstemninger om ufahængigheden i hele landet, og den blev styrket i 2010, da den spanske forfatningsdomstol skar ned på vores selvstyrelov, som førhen var blevet vedtaget af det catalanske folketing og bagefter af hele befolkningen i et referendum). Siden er processen konsolideret: der er et flertal af sæder for uafhængigheden i det catalanske folketing, og den 9. november vil der holdes et referendum for at beslutte hvis vi bliver i Spanien eller vi bliver til en ny stat i Europa.

I hvert faldt, hvis man er interesseret i den catalanske kultur og identitet er det et godt tidspunkt for at besøge Catalonien. Jeg mødtes altså med gruppen fra Den Alternative Skole i Hillerød i søndags på Plaça de Catalunya (hvilket er en af de største pladser i byen, som tilknytter den gamle by til Eixample,  „kvadratnetet" som blev planlægget af ingeniøren Ildefons Cerdà midt i den 19. århundrede). Derfra gik vi ned til La Rambla. Det har altid været et meget livligt og populært sted, hvor alle sociale klasser kommer sammen. Men i dag beklager sig mange indbyggere fordi det er blevet til et helt turistisk sted, med masser af mennesker og kitsch souvenirforretninger (som ofte sælger mærkelige ting som f. eks. mexikanske hatte eller flamenco figurer, hvilket ingen ting at gøre har med Catalonien).

Så stoppede vi foran La Boqueria, en af de populærste markeder i byen. Den har en lange historie som går tilbage til middelalderen, hvor bondene fra nærheden kom til området for at sælge deres produkter. Vi trædte på Mirós Mosaiken, som symboliserer kosmoset og den universelle perfektion. Miró har udtænkt den som en måde på at ønske velkommen til byens besøgerne som ankommer til havn.

Derfra gik vi i de små gader i det gamle jødiske kvarter (Carrer del Call, carrer dels Banys nous, osv.). Det er virkelig et charmerende kvarter, med mange små caféer og forretninger, og man kan godt forestille sig hvordan det var i middeladleren, når der var et vigtigt jødisk trossamfund i Barcelona. Der var fremragende jødiske personligheder i Catalonien, som Hasdai Cresques eller Shlomo ben Aderet. Dette jødiske samfund forsvand i 1391, da kvarteret blev angrebt og 300 mennesker var dræbt (andre jødiske kvarter i Catalonien blev voldsomt angrebt i 1391, og de kunne aldrig komme til kræfte). 

Vi var også på Plaça Sant Jaume, hvor der er to vigtige byggninger: Generalitat de Catalunya (den catalanske regeringen) og Ajuntament de Barcelona (kommunen). Det er en af de gamleste pladser i byen; det er faktisk her hvor den romerske forum lå. Der var også en stor Augustus-Tempel; et par søjle har overlevet, inden i en bygging. Den er virkelig imponerende...

9. Klasse elever fra Den Alternative Skole beundrer Augustus-Tempels søjlene

Så gik vi til Born-kvarteret, og vores sidste stop var Fossar de les Moreres. Det er et meget symbolsk sted for catalonierne, fordi det er her at Arvefølgekrigsofrene er begravet. Arvefølgekrigen brød ud i 1705, da kongen som herskede i alle rigene i den iberiske halvø, død uden børn. En krig brød ud i Europa, som konfronterede landene som gerne ville have at ærkehertugen Karl fra Østrig blev til kong (England, Østrig, Holland, Catalonien, València, Aragó) og dem der støttede Filip fra Frankrig (Frankrig, Castilien). Krigen repræsenterede faktisk en konfrontation mellem to forskellige verdener i Europa: Parlamentarisme (England og Holland, som var handelslande) og Enevælde (Frankrig - og efter krigen også Filip 5. af Spanien). Catalonien var et land med store handelsforbindelser (der var mange små forretningsmænd som producerede og eksporterede likøre og tekstilprodukter), så catalanerne støttede Karl fra Østrig fordi han (som England og Holland) lagde vægt til åbne handelsforbindelser med Amerika, i modsætning til Frankrig. Desuden havde Catalonien et represæntativt politisk system lige som i England, hvor kongen lavede lov i og med folketinget (i modsætning til Frankrig, hvor kongen besluttede over alting). Det betyder at vigtige beslutninger (angående f. eks. skatter, soldatrekruttering... kort sagt, emner som var vigtigt for almindelig folk) var taget „demokratisk" (med anførelsestegn, fordi det var selvfølgelig endnu ikke en rigtig demokrati som vi kender det i dag).

En pause tæt ved Fossar de les Moreres

På alle disse grunde har Catalonien støttet Karl fra Østrig. Men da hans bror død og han blev til Karl 6. af det tysk-romerske rig i 1711, mistede han interessen i rigene i den iberiske halvø. I Utrecht gav Frankrig afkald på handelsforbindelser med Amerika for 30 år, og så var England tilfreds. Så var freden underskrevet, og Catalonien mistede krigen...

Filip 5. har taget hævn for cataloniernes troløsheden på en grusom måde: efter en hård belejring i Barcelona i 1714 (som varede længer end et år), afskaffede han de catalanske institutioner og grundlove, og han forbød det catalanske sprog. Han tvang indbyggerne til at nedrive deres egne huse; bagefter skulle de selv bygge lige der, hvor husene havde ligget før, et stort kastell som skulle kontrollere de troløse catalonierne.

I dag, kan en del af den middelalderlige by (som ikke blev nedrivet i 1714) besøges i Born Centre Cultural, som blev åbnet i sidste september. Det er imponerende at se alle gadene og husene; man kan identificere værtshuse og huse hvor man spillede terning og andre spil; man kan vide hvor den hollandske konsul eller hvor bestemte handelsmænd boede (i nogle privathuse kan man se en destillationsapparat, som afslører at en likørproducent boede der). 

I stedet for kastellet er der en park i dag: Parc de la Ciutadella. Og der i parken sluttede vi vores rundvisning i søndags. Solen skinnede og vejret var super, så vi snakkede lidt i en barterrasse. Det var en dejlig dag!

The Catalan Way: Hånd i hånd til frihed

Tweet

Man sagde at det var for kompliceret, at vi ikke ville kunne få et tilstrækkeligt antal af mennesker til at fuldstændiggøre det... Endda Jyllandsposten sagde i går morges, at det var urealistisk.

Men vi gjorde det, og det var en absolut succes: den 11. september 2013 (catalansk national dag) 1,600,000 catalanere (tre gange mere end man havde forudset) holdt hinanden i hånden i en gigantiske menneskekæde som krydsede hele Catalonien, fra El Pertús i nordcatalonien (som er administrativt fransk men er kulturelt og identitetsmæssigt catalansk) til syd i País Valencià (Valenciansk Land), som også hører til de såkaldte „catalanske landerne". 400 km i alt. Med hvilket mål? For at kræve at Catalonien blive en selvstændig stat i Europa.

Ideen kom fra den Baltic way; man ville efterligne den menneskekæde som 1989 krydsede de baltiske lande for at kræve uafhængigheden fra sovjetunionen. Men i går i "den catalanske vej" var der nogle steder så fulde, at man skulle bygge dobbel eller tredobbel rækker!

Man havde frygtet, at der i Terres de l'Ebre (i sydcatalonien) ikke ville være tilstrækkeligt mennesker, derfor forlangte organisatorerne (ANC „Assemblea Nacional Catalana" - Catalan National Assembly) at man fra især Barcelona rejste til syd, for at fylde kæden.

Jeg var en af de 60,000 catalanere som rejste til syd, og det var simpelthen fantastisk. Jeg tog del i stykket 85, som var tæt ved lille strandby l'Ampolla. Jeg havde aldrig besøgt det, og jeg var virkelig begejstret. Det er smukt, hyggeligt, og efter kæden kunne jeg endda bade i havet. Dejligt!

De internationale Medier har vist billeder og videoer om det (se f. eks. BBC) I The Guardian kan I se en masser af billeder (samt med reportagen), og Politiken havde tilsyneladende en korrespondent som har informeret sig meget godt om emnet. Jeg spørger mig hvorfor Jyllandsposten intet har sagt, efter den der første, pessimistiske og partisk artiklen. Og hvorfor har Berlingsketidende ikke informeret om det nogensinde? Jeg kunne ikke finde noget på websiden.

Danskene har også ret at vide hvar der sker i Europa...

Her nogle billeder jeg har selv taget i stykket 85 (l'Ampolla):

 

Interview for "La Danesa"

Tweet

For nogle uge siden havde jeg (ved hjælp af denne blog) muligheden for at lære Kasper Ellesøe at kende. Han er journalist og arbejder i La Danesa, et tidskrift på dansk lavet af og for danskerne som bor i Costa del Sol, i Spanien.

Kasper ville interviewer mig om mit forhold til Danmark og også om forholdet mellem Catalonien og Spanien og min mening om Cataloniens ufhængighedsproces. Det var rigtigt hyggeligt at tale med Kasper; vi sad næsten to timer i en café i Passeig de Gràcia og talte om lighederne og forskellerne mellem Danmark og Catalonien. Vil I gerne se resultaten af vores samtale? Den første del af interviewet hedder Catalonier: tænker tit på medister, sovs og kartofler (klik for at læse den!). 

Den anden del (om Cataloniensvilje at løsrive sig fra Spanien) vil blive udgivet i julimåned.

Uafhængighedskartografi (objektive fakta)

Tweet

Marc Belzunces er forsker (inden for geologi) og er en aktiv blogger i det catalanske Internet, og han er én af de mange catalanere som arbejder intensivt for at objektivt analysere den sociale opbakning til løsrivelsen fra Spanien.

Klik her for at besøge hans blog (på catalansk).

Belzunces har for nyligt lavet en række af landkort med de offentlige dataer (taget af Idescat, det catalanske institut om statistik) om det sidste valg i det catalanske folketing (mere info om valg her). Han har krydset valgresultaterne i hver af de kommuner (og senere også i hver eneste sektion af folkeregister, som indeholder 1000 borger) med kommunegrænserne, som er udgivet af det catalanske kartografi-institut (Institut cartogràfic de Catalunya).

På den måde (med hjælp af GIS analyse) har han lavet landkortene, som viser hvordan Ja-stemmerne og Nej-stemmerne (med hensyn til løsrivelsen fra Spanien) blev fordelt i hele Catalonien den sidste 25. november (dagen, hvor det sidste catalanske folketingsvalg fandt sted). For at identificere Ja- og Nej-stemmerne har Belzunces betragtet stemmerne til partier CIU, ERC, SI og CUP som positive (fordi disse er partierne som på en tydelig måde har opbakket uafhængigheden i valgkampagnen) og stemmerne til PSC, PP og Ciutadans som negative (fordi de har udtrykket sig imod uafhængigheden). Vedrørende stemmer til ICV, de blev taget i betragtning for beregningen men de blev enten betragtet som Ja eller som Nej, fordi dette parti ikke har udtrykket tydeligt sin mening om uafhængigheden.

Disse landkort er fantastiske, fordi de viser meget tydeligt hvilket antal af landet opbakker løsrivelsen fra Spanien (meget detaileret: man kan endda se, hvis en bestemt husblok er for eller imod løsrivelsen!).

Her vil I finde en indholdsfortegnelse af alle landkort. Forklaringen er på catalansk, men I kan klikke på GoogleTranslate på højre. For at forstå det bedre, her har I farvekodet:

Mørkeblåe områder = absolute størstedel for uafhængighed (mere end 50% af stemmerne).
Lyseblåe områder = relative størstedel for uafhængighed.
Orange områder = relative størstedel imod uafhængighed.
Røde områder= absolute størstedel imod uafhængighed.

Resultaterne er klar: de mørkeblåe og lyseblåe områder er en 95,2% af hele landet, 93% af kommuner og 70% af valgfolkeregister! Derimod er kun 4,8% af landet (og 30% af valgfolkeregister) imod uafhængighed. Det er også interessant at bemærke, at Barcelona er mest (tre vierdel af byen) i fordel for  løsrivelsen fra Spanien. Derfor, hvis I rejser til Barcelona, vil I se en masse af uafhængighedsflag i altaner og vinduer.

Jeg anbefaler jer at se den her video, hvor den første digitale avis i Catalonien, Vilaweb, interviewer Marc Belzunces om landkortene (med engelske undertitler):

What's up with Catalonia? "The causes which impel them to separation"

Tweet

Den er titlen af en meget interessant bog som blev udgivet for få dage siden af den amerikanske forlagsleder og forfatter Liz Castro, som arbjeder hårdt for at forfremme den catalonske kultur og identitet i udlandet.

Midt i processen hvilket Catalonien er indgået til at udøve selvbestemmelsesretten og til løsrivelsen fra Spanien, er bogen et meget nyttigt værktøj. Den indeholder forskellige studier og artikler skrevet af akademikere,  økonomer, politikere, sociologer, og forskellige repræsentanter af det catalonske civile selskab, som fortæller (på engelsk) om situationen i Catalonien.

Det kan være meget indlysende for politikere, bussiness mænd og akademikere i hele verden, men også „to anyone else who's interested in going beyond the surface”; altså, for mennesker som gerne vil få vidtgående o saglig information om emnet, en information som ofte skelner sig fra det officielle billed givet af den spanske stat og de internationale medier.

Hvis man er interesseret i hvad der sker i Sydeuropa og generalt i Europa og i verden, anbefaler jeg stærkt at man læser denne bog. Der er mange grunde til, bl.a.:

1. Den forklarer (ved hjælp af tabeller og datoer fra officielle institutioner såvel som internationale specialiserede litteratur) den økonomiske kvælning som Catalonien bliver udsat for. Cataloniens uproportionerede underskud (8 pct. af dets BNP går til Spanien hvert år og kommer ikke tilbage; der er ingen region i Europa som lider under sådan en fiskal underskud) er forklart i bogen ved hjælp af bl.a. datoer fra den spanske institut af fiskal studier selv.

2. Sammen med de økomiske grunde som fører catalonierne til at kræve uafhængigheden, findes der i bogen mange information om identitet, kultur og sprog. 

Én af de vigtigste begreber som bliver defineret er Catalanske Landerne, som mange ikke kender eller forstår. I bogen er der en artikel som man kan lære fra, at Catalonien ikke er en region men en historisk nation, sammen med de andere lander hvor man taler catalansk (og som går tilbage til den 12. århundrede, da den catalonske middelalderlige stat begyndte at blive fastsat).

Der er forskellige artikler som handler om sprog; om de konstante angreb af Spanien på det catalanske sprog siden 1714 (da Catalonien faldt til Spanien i Arvefølgekrig) indtil i dag, og læseren har mulighed til at vide hvordan mottoen „Keep calm og speak Catalan” blev udbredt i de sidste måneder som reaktion mod det sidste angreb på det catalanske sprog af den spanske regering.

Alle disse artikler om sprog er meget interessante, med undtagelsen af Carme Junyents tekst, en universitetsprofessor som forslår en absurditet; i hendes øjne er det helt forkert at præsidenten Artur Mas og oppositionslederen Junqueras vil gerne have, at en fremtidig catalonsk stat have 2 officielle sprog (jeg tror i øvrigt også, at dette er forkert, men på helt andre grunde end Junyents: klik her for at læse mit indlæg om emnet). Junyent tror, at dette ville være diskriminerende fordi i Catalonien bliver der talt næsten 300 andre sprog. Hvad ville Fru Junyent gerne? At der er 300 oficielle sprog? Dette ville være ikke kun simpelthen dumt men også dødelig for catalansk. Hvad med vores eget sprog? Er det så svært at forstå, at det eneste sted i verden hvor catalonierne kan have ret til at normalt bruge dets eget sprog er her i Catalonien, hvilket er dets land? Indvandrerne er meget velkomne, men de skal selvfølgelig tilpasse sig landets sprog og skik.

3. Sammen med artikler af berømte catalonske personligheder, er der også nogle tekster skrevet af internationale akademikere, som f.eks. Edward Hugh (en engelsk ekspert i makroekonomi, som har bidraget til bogen med en interessant artikel hvor han sammenligner situationen i Litauen lidt før løsrivelsen fra Rusland med denne i Catalonien i dag); eller Mary Ann Newman (en amerikanske ekspertin i catalansk litteratur; hun har oversat mange catalanske klassikere i engelsk. Hun er i øvrigt Arthur Millers niecen!).

4. Bogen er skrevet i et klart og letlæserligt sprog (de catalanske tekster blev oversat af Liz Castro, og hun har givet en homogen stil i hele bogen).

5. Den kan downloades gratis her:

EPUB

Kindle/Mobi

Bogen kan også købes for 3 € (digitalversion) og for 9.88 € (papirversion) i Amazon, og pengene vil blive brugt for at udgive andre bøger om Catalonien; dets selvbestemmelsesret, identitet og kultur.

Undertitlen af bogen er „... the causes which impel them to separation”, en kendt sætning fra USA's uafhængighedserklæringen. På trods af forskellerne og århundrederne som skelner begge nationer, er Cataloniens ret til at løsrive sig fra en dominerende stat lige så retfærdig, logisk og (det ser sådan ud) uundgåelig.

Cataloniens suverænitetserklæringen

Tweet

Jeg ville gøre det for mange dage siden, men jeg kunne ikke finde tid til det. Altså med noget forsinkelse, linker jeg til Cataloniens folketing suverænitetserklæringen.

Den blev vedtaget med et absolut flertal den sidste 23. Januar af de to vigtigste partier i det catalanske folketing, CIU og ERC, sammen med ICV. I alt 84 parlamentsmedlemmer.

Det er en historisk dokument, fordi det er den første officielle milepæn i uafhængighedsprocessen.

Teksten blev oversat i mere end 40 sprog, bl.a. dansk. Jeg var ansvarlig for den danske oversættelse, og min danske veninde Louise Lindtner, som har studeret oversættelse og tolkning (som jeg selv) har hjulpet mig med rettelsen.

Fra venstre til højre: Junqueras (ERC), Præsident Mas (CIU), og Herrera (ICV)

Video om Catalonien (samtale med danske studenter)

Tweet

For nogle uger siden har tre danske studenter fra Kea, Københavns Erhversakademi, kontakteret mig ved hjælp af den her blog. Sebastian, Mikkel og Anton var lige ved at forberede deres sidst projekt i Media og Design uddanelsen; en kort dokumentarfilm om Catalonien og dets ufahængighedsvilije, og de ville gerne møde mig og have en samtale med mig om emnet.

Så vi mødtes et par dage efter, da de kom til Barcelona. Det var fredagen før Parlamentsvalg i Catalonien, og vi havde en kop kaffe ved Mercat de Santa Caterina, i området Born. De spurgte mig hvorfor så mange catalonierne (ifølge de sidste målinger er det allerede 51% –se f.eks. den her måling–; hværtimod ville kun  21% stemme nej ved et referendum) vil gerne have at Catalonien løsrive sig fra Spanien. Jeg fortalte lidt om Cataloniens historie, om det catalanske sprog og identitet (som strækker sig mindst tusind år tilbage); om undertrykkelser og diskriminationerne som catalonierne har været offre for siden Catalonien faldt til Spanien for 3 århundrede siden; og om de økonomiske grunde (den utålelige overskud af 8% af vores BNP hvert år) som har tvunget os at begynde løsrivelsesprocessen. Samtalen gik videre den 25. november hos mig, og til sidst folgte mig Sebastian, Mikkel og Anton til valgstedet hvor jeg stemte.

Resultaten er den her dokumentarfilm:

Spanien truer Catalonien med udemokratiske metoder

Tweet

Militæriske trusler

I de sidste måneder, siden den gigantiske demonstration der fandt sted den 11. september i Barcelona (hvor mellem 1.5 og 2 millioner catalanerne gik på gaderne for at bede politikerne om løsrivelsen fra Spanien), er spændingerne mellem Spanien og Catalonien steget markant. Og de er blevet endnu stærkere med resultaterne af den catalanske parlamentsvalg (som fandt sted den 25. november), hvor partier som gerne vil, at Catalonien blive en ny stat i Europa (CIU, ERC og CUP) fik flertal med 74 sæder i folketinget.

Den 19. september har Pedro Pitarch (tidligere oberstløjtnant; nu pensionist) sagt i sin blog, at demonstrationen i Barcelona skulle ikke være ignoreret af Spanien fordi den var ubehagelig og farlig. Han sagde også, at Catalonien aldrig ville være ufahængig fra Spanien, fordi dette ikke var forudset i den spanske 1978-grundlov (en grundlov, som ikke blev vedtaget i et rent demokratisk klima; man havde ikke andre alternativer, det var enten denne grundlov eller diktaturet). Desuden sagde han, at pro-uafhængighedsstemningen i Catalonien kunne ende med et forfædeligt slutning.

Pitarch har ikke været den eneste militære stemme som har forsøgt at udbrede frygten i Catalonien. Nogle dage før parlamentsvalg har Antonio Tejero (oberstløjtnanten som spillede en vigtig rolle i det militært kup som fandt sted i 1981 i Spanien) anmeldt den catalanske præsident Artur Mas for „opstand”. Det er grotesk  at en mand som har deltaget i et militært kup anklager nogen af „opstand”; men desuden anklager han den catalanske præsident, som har altid været fuldkommen fredelig, demokratisk og dialogsøgende. I Tejeros øjne er Mas' tilsagn om et referendum for at spørge catalanerne om løsrivelsen fra Spanien (et mål som blev vedtaget i det catalanske folketing i slutningen af september med 84 stemmer for) „opstand”. Utroligt.

Men der har været endnu flere militæriske, truende udtalelser. Generalen Ángel Luis Pontijas Deus, direktøren af tidskriftet „Hær” (det officielle medie af den spanske hær), har skrevet en leder i november-nummeret, hvor han kritiserer Artur Mas for at alvorligt true den nationale (spanske) sammenhold.

Pedro Pitarch

Ángel Luis Pontijas

For et par dage siden skrev Pitarch i sin blog, at stemningen i den spanske militær ligner meget stemningen før den 23-F (det militærske kup af 1981).  Jeg ved ikke, i hvilken grad dette er sandt, men hvis man tager i betragning Tejeros, Pontijas eller Pitarchs selv udtalelser ser situationen virkelig sådan ud. Alligevel skal catalanerne ikke være bange for det: hvis den spanske hær ville prøve at angribe os, ville EU-en  ikke blive inaktiv.

En ny lov for at fjerne catalansk fra skolerne 

Dette er hvad den spanske minister for uddannelse og „kultur” (jeg skriver det mellem anførselstegn fordi det ville passe ham meget bedre at blive kaldt minister for „ukultur”), José Ignacio Wert, planlægger med en reform af udannelsesloven.  Den blev præsenteret for nogle dage siden, og dermed vil den spanske regering gerne have, at catalansk ikke længere er det første sprog i Cataloniens skolerne; de vil gerne have at catalansk blive det 4. sprog. Ifølge ministeren skulle alting være på spansk med undtagelsen at engelsktimerne og timerne tilegnet til et andet fremmedsprog. Catalansk (ligesom galicisk og baskisk) ville kun komme i den sidste plads.

Dette er det mest graverende angreb mod vores sprog siden Francos diktaturet. Hvis man ville anvende denne reform i Catalonien, ville det betyde at vores børn ikke mere rigtig ville lære deres eget sprog, og på langt sigt ville det betyde catalansk sprogs død. Det er faktisk hvad Spanien har forsøgt i de sidste 3 århundrede; efter Arvefølgekriget (1701-1714) fjernede den spanske kong Filip 5. det catalanske sprog fra det offentlige liv; under Primo de Riveras diktatur (1923-1930) blev catalansk også forbød og mishandlet; og under Francos diktatur (1939-1975) blev det fjernet igen fra alle institutioner og folk var tvunget til at tale spansk overalt. Her er en satiretegning udgivet i 1937 i tidskriftet L'Esquella de la torratxa, hvor man ser en spanske fascist der råber: „Vi vil spaniserer Catalonien!!!”. Meget aktuel...

Men den catalanske minister for uddanelse Irene Rigau har allerede sagt, at man overhovedet ikke vil anvende denne reform i Catalonien, og de to største partier i folketinget (CIU og ERC) sammen med PSC, ICV og CUP har også sagt, at de overhovedet ikke vil tillade en sådan reform.

Catalonien lytter ikke mere til hvad Spanien siger; vi vil gå vores vej, lige meget hvilke groteske, udemokratiske metoder Spanien bruger.

Valgkampagnen begynder, murerne falder

Tweet

I går var den 9. november: en special dato for to grunde. For det første, fordi præcis for 23 år siden faldt den berlinske mur. Og for det andet, fordi 23 år senere, den 9. November 2012, begynder der en valgkampagne som kunne ændre Cataloniens fremtid. Efter 3 århundrede af spanske undertrykkelser og underkastelse (som begyndte i 1714 da Catalonien tabte i den Spanske Arvefølgekrig, hvilket havde som konsekvens, at Filip 5. forbød det catalanske folketing, de catalanske grundlove og det catalanske sprog, en politisk, økonomisk og kulturel uafhængighed som aldrig blev fuldstændigt genvundet) vil catalanerne have mulighed for at stemme, ved et referendum, hvis de gerne vil være en ny europæisk stat i Europa. Dette blev vedtaget i den catalanske parlament i slutningen af sidste september (med 84 stemmer for, 21 stemmer imod og 26 stemmer hverken for eller imod), og den catalanske præsident Artur Mas har lovet at starte og lede processen for at bygge en ny stat inden for EU hvis JA vinder ved referendummet, som skal finde sted i næsten legislaturperiode.

Tilfældet med datoen er blevet taget som ledemotiv i en video som forskellige journalister har lavet for at fremme valgdeltagelsen. Den spanske valgforsamling har nemlig forbudt den officielle video præsenteret af den catalanske regering for nogle dage siden, med påskudet, at den var partisk og den fremmede valg for CIU. Dette giver virkelig ingen mening, fordi hvad blev vidst i videoen var bare nogle vigtige momenter i Cataloniens historie, bl.a. den store demonstration der fandt sted i 1977 i Barcelona (da rundt en million catalanere tog gaderne for at genvinde den catalanske selvstyrelov efter Francos diktatur) eller de 1992-olympiske lege (som blev fremmet af PSC). Mange frygter, at den egentlige årsag for dette forbud er at den spanske regering er simpelthen bange for, at valgdeltagelsen er høj og massivt for løsrivelsen fra Spanien.

Her er den forbudte video:

Og her er den anden video (med engelske undertitler) lavet bl.a. af to bekendte catalanske journalister (Vicent Partal og Miquel Calçada) og sociologen Salvador Cardús:

Hvad er videos vigtigste besked? At catalanerne bare vil demokratisk bestemme vores fremtid, og intet vil kunne forhindre det: ingen grundlov, ingen kong, ingen armé. Lige som tyskerne i den gamle DDR, vi går ikke imod lov; vi går hinsides lov. Fordi et folk eksisterer før det giver sig selv en juridisk ramme.

Catalonien, den nye europæiske stat: Officiel sprog

Tweet

Der er sket en masse af ting siden jeg sidst har skrevet et indlæg, for 3 uge siden. Det er svært at sammensætte det hele i nogle linje, men de vigtigste ting er (fra mit synspunkt): 1) at den catalanske præsident Artur Mas har indkaldt til Parlamentsvalg i Catalonien (som en efterfølge af mødet mellem Artur Mas og den spanske præsident Mariano Rajoy den sidste 20. september, når Rajoy afvidste Mas' planlægning for at få mere fiskal autonomi for Catalonien); 2) den 27. september har den catalanske Parlament givet det grønne lys til en resolution som siger, at det catalanske folk er i nødt til at fredeligt og demokratisk beslutte om deres kollektiv fremtid og som tilskynder den catalanske regering til at organisere et referendum om ufhængighed inden for næsten legislaturperiode; 3) den 9. oktober har den spanske parlament afvidst et initiativ forslået af ERC (én af de vigtigste catalanske partier, som er venstreorienteret og har en lange tradition i forsvaret af Cataloniens uafhængighed) for at opnå, at Catalonien har magten til at organisere referendummer (nu er det kun den spanske parlament, som har denne magt); 4) Ifølge den sidste måling af CEO ("Centre d'Estudis d'Opinó", Centret af meningstudier af den Generalitat de Catalunya), ville 51% af catalanerne sige JA til Cataloniens løsrivelse fra Spanien ved en folkeafstemning (kun 21,1% ville stemme NEJ, og  21,1% ville ikke stemme; og 5) Catalonien viser sig næsten dagligt i de internationale medier (et godt eksempel af dette er artiklen fra Financial Times fra igår: "Spain, Britain and the forbidden fruits of independence"); vores problem er blevet synlig i Europa og i verden, og man endelig tager i betragning muligheden, at vi beslutte os til at blive uafhængige fra Spanien.

Det ser altså ud, som vi har begyndt en løsrivelsesproces fra Spanien, og alle taler om dette hele dagen; i medierne, på gaden, på arbejde, med venner og familie... Man kan se overalt i Catalonien flaget af uafhængigheden (hvis I rejser til Barcelona nu, vil I overalt se et flag med vier røde strejfe på gul med et hvidt stjerne på en blå baggrund; dette er det catalanske flag for uafhængighed (klik her for at se nogle billeder af det). 

I Catalonien har vi det altså meget travlt; der er mange ting vi skal tænke på, fordi hvis man siger JA  ved en officiel folkeafstemning (75% af den catalanske befolkning ønsker sig en folkeafstemning om uafhængighed, så vi vil have den på en eller anden måde, lige meget hvad Spanien siger), skal vi være klar til at bygge vores nye stat. Hvilket mønt vil vi have? Vil vi blive inden for EU (det ser ud, som dette er den mest mulige scenario, men denne er ikke den eneste mulighed)? 

I de næste følgende indlæg vil jeg give min mening om nogle af disse vigtige emner, og jeg vil begynde med et emne, som har bragt en stor kontrovers i de sidste dage i Catalonien. Det handler om sprog: hvilket sprog skal være det officielle sprog i den nye catalanske stat?

Jeg synes, svaret er klart: der skulle kun være et officielt sprog, nemlig catalansk. Der er mange grunde, der retfærdiggør dette. Catalansk er Cataloniens eget sprog. Det er et romansk, tusindårigt sprog, som er systematisk blevet diskrimineret i de sidste 3 århundrede. Efter catalanerne tabte i Arvefølgekrig og Filip af Anjou overtog rigerne, som ikke havde støttet ham (Catalonien, Aragon, Valencia, Mallorca, og resten af Baleariske Øer), blev de catalanske institutioner o grundlove afskaffet og dermed blev catalansk erstattet af spansk i de nye bourbonske institutioner. Siden der, er catalansk blevet diskrimineret, men med Francos diktatur er det endnu blevet værre, fordi det catalanske sprog var helt forbudt (hvis man tør tale det på gaden, risikerede man at blive afstraffet).

Disse historiske omstændigheder ―sammen med: 1. den stærke indvandring fra Spanien, som fandt sted i to bølger (mellem 1915 og 1930, og mellem 1948 og 1973) og som udgjørde ca. en tredje del af befolkningen i 60erne (mere information om emnet findes det her, på fransk); og 2. den nye indvandringsbølge, som fandt sted mellem 2000 og 2010, og som betød en befolkningens vækst af ca. 1.2 millioner mennesker, fra Afrika, Europa, Marokko, Kina... men især fra Latinamerika, som betyder at en god del af disse indvandrere taler spansk― har ført til en situation, hvor catalansk er et truet sprog.

Ifølge de sidste målinger taler kun 35,64% af befolkningen i Catalonien catalansk som hyppigst sprog (til gengæld, har 45,92% af befolkningen spansk som hyppigst sprog). Derfor er det meget vigtigt, at i en uafhængig Catalonien bliver catalansk det eneste officiel sprog; hvis spansk også ville være officiel (eller hvis det på en eller anden måde ville have et specielt status, hvilket nogle vigtige catalanske partier som CIU og ERC forslår), ville catalansk ikke have mulighed for at vinde tilbage. 

I skolen skulle man kun lære på catalansk, og man skulle give et specielt eftertryk til engelsk. Det ville også være en god idé at tilbytte, som valgfag, andre sprog (fransk, spansk, tysk eller hvilken som helst andre mulige, vigtige sprog i verden). Men kun som valgfag. Og det skulle i hvert faldt være noget, hvert centrum beslutter selv.

Danmark kunne være en god model for os. I Danmark er dansk det eneste officielle sprog, men i skolen lærer man naturligvis også engelsk. Og hvad med naboernes sprog, som svensk eller norsk? Man forstår dem uden ingen stor anstrengelse! Jeg har set det mange gange. Mine danske venner taler mest dansk med svensker eller norsker (og disse taler deres eget sprog også), fordi de alle taler nordiske sprog, og det gør det muligt for dem at forstå hinanden. Catalansk og spansk tilhører også til den samme sprogfamilie, nemlig den romanske familie, så man er i stand til at forstå hindanden uden at skifte sprog.

Kun på den måde vil catalansk have en ægt mulighed til at blive et normalt sprog igen. Efter 3 århundrede, er det på højeste tid, synes jeg.