Uafhængighedskartografi (objektive fakta)

Tweet

Marc Belzunces er forsker (inden for geologi) og er en aktiv blogger i det catalanske Internet, og han er én af de mange catalanere som arbejder intensivt for at objektivt analysere den sociale opbakning til løsrivelsen fra Spanien.

Klik her for at besøge hans blog (på catalansk).

Belzunces har for nyligt lavet en række af landkort med de offentlige dataer (taget af Idescat, det catalanske institut om statistik) om det sidste valg i det catalanske folketing (mere info om valg her). Han har krydset valgresultaterne i hver af de kommuner (og senere også i hver eneste sektion af folkeregister, som indeholder 1000 borger) med kommunegrænserne, som er udgivet af det catalanske kartografi-institut (Institut cartogràfic de Catalunya).

På den måde (med hjælp af GIS analyse) har han lavet landkortene, som viser hvordan Ja-stemmerne og Nej-stemmerne (med hensyn til løsrivelsen fra Spanien) blev fordelt i hele Catalonien den sidste 25. november (dagen, hvor det sidste catalanske folketingsvalg fandt sted). For at identificere Ja- og Nej-stemmerne har Belzunces betragtet stemmerne til partier CIU, ERC, SI og CUP som positive (fordi disse er partierne som på en tydelig måde har opbakket uafhængigheden i valgkampagnen) og stemmerne til PSC, PP og Ciutadans som negative (fordi de har udtrykket sig imod uafhængigheden). Vedrørende stemmer til ICV, de blev taget i betragtning for beregningen men de blev enten betragtet som Ja eller som Nej, fordi dette parti ikke har udtrykket tydeligt sin mening om uafhængigheden.

Disse landkort er fantastiske, fordi de viser meget tydeligt hvilket antal af landet opbakker løsrivelsen fra Spanien (meget detaileret: man kan endda se, hvis en bestemt husblok er for eller imod løsrivelsen!).

Her vil I finde en indholdsfortegnelse af alle landkort. Forklaringen er på catalansk, men I kan klikke på GoogleTranslate på højre. For at forstå det bedre, her har I farvekodet:

Mørkeblåe områder = absolute størstedel for uafhængighed (mere end 50% af stemmerne).
Lyseblåe områder = relative størstedel for uafhængighed.
Orange områder = relative størstedel imod uafhængighed.
Røde områder= absolute størstedel imod uafhængighed.

Resultaterne er klar: de mørkeblåe og lyseblåe områder er en 95,2% af hele landet, 93% af kommuner og 70% af valgfolkeregister! Derimod er kun 4,8% af landet (og 30% af valgfolkeregister) imod uafhængighed. Det er også interessant at bemærke, at Barcelona er mest (tre vierdel af byen) i fordel for  løsrivelsen fra Spanien. Derfor, hvis I rejser til Barcelona, vil I se en masse af uafhængighedsflag i altaner og vinduer.

Jeg anbefaler jer at se den her video, hvor den første digitale avis i Catalonien, Vilaweb, interviewer Marc Belzunces om landkortene (med engelske undertitler):

What's up with Catalonia? "The causes which impel them to separation"

Tweet

Den er titlen af en meget interessant bog som blev udgivet for få dage siden af den amerikanske forlagsleder og forfatter Liz Castro, som arbjeder hårdt for at forfremme den catalonske kultur og identitet i udlandet.

Midt i processen hvilket Catalonien er indgået til at udøve selvbestemmelsesretten og til løsrivelsen fra Spanien, er bogen et meget nyttigt værktøj. Den indeholder forskellige studier og artikler skrevet af akademikere,  økonomer, politikere, sociologer, og forskellige repræsentanter af det catalonske civile selskab, som fortæller (på engelsk) om situationen i Catalonien.

Det kan være meget indlysende for politikere, bussiness mænd og akademikere i hele verden, men også „to anyone else who's interested in going beyond the surface”; altså, for mennesker som gerne vil få vidtgående o saglig information om emnet, en information som ofte skelner sig fra det officielle billed givet af den spanske stat og de internationale medier.

Hvis man er interesseret i hvad der sker i Sydeuropa og generalt i Europa og i verden, anbefaler jeg stærkt at man læser denne bog. Der er mange grunde til, bl.a.:

1. Den forklarer (ved hjælp af tabeller og datoer fra officielle institutioner såvel som internationale specialiserede litteratur) den økonomiske kvælning som Catalonien bliver udsat for. Cataloniens uproportionerede underskud (8 pct. af dets BNP går til Spanien hvert år og kommer ikke tilbage; der er ingen region i Europa som lider under sådan en fiskal underskud) er forklart i bogen ved hjælp af bl.a. datoer fra den spanske institut af fiskal studier selv.

2. Sammen med de økomiske grunde som fører catalonierne til at kræve uafhængigheden, findes der i bogen mange information om identitet, kultur og sprog. 

Én af de vigtigste begreber som bliver defineret er Catalanske Landerne, som mange ikke kender eller forstår. I bogen er der en artikel som man kan lære fra, at Catalonien ikke er en region men en historisk nation, sammen med de andere lander hvor man taler catalansk (og som går tilbage til den 12. århundrede, da den catalonske middelalderlige stat begyndte at blive fastsat).

Der er forskellige artikler som handler om sprog; om de konstante angreb af Spanien på det catalanske sprog siden 1714 (da Catalonien faldt til Spanien i Arvefølgekrig) indtil i dag, og læseren har mulighed til at vide hvordan mottoen „Keep calm og speak Catalan” blev udbredt i de sidste måneder som reaktion mod det sidste angreb på det catalanske sprog af den spanske regering.

Alle disse artikler om sprog er meget interessante, med undtagelsen af Carme Junyents tekst, en universitetsprofessor som forslår en absurditet; i hendes øjne er det helt forkert at præsidenten Artur Mas og oppositionslederen Junqueras vil gerne have, at en fremtidig catalonsk stat have 2 officielle sprog (jeg tror i øvrigt også, at dette er forkert, men på helt andre grunde end Junyents: klik her for at læse mit indlæg om emnet). Junyent tror, at dette ville være diskriminerende fordi i Catalonien bliver der talt næsten 300 andre sprog. Hvad ville Fru Junyent gerne? At der er 300 oficielle sprog? Dette ville være ikke kun simpelthen dumt men også dødelig for catalansk. Hvad med vores eget sprog? Er det så svært at forstå, at det eneste sted i verden hvor catalonierne kan have ret til at normalt bruge dets eget sprog er her i Catalonien, hvilket er dets land? Indvandrerne er meget velkomne, men de skal selvfølgelig tilpasse sig landets sprog og skik.

3. Sammen med artikler af berømte catalonske personligheder, er der også nogle tekster skrevet af internationale akademikere, som f.eks. Edward Hugh (en engelsk ekspert i makroekonomi, som har bidraget til bogen med en interessant artikel hvor han sammenligner situationen i Litauen lidt før løsrivelsen fra Rusland med denne i Catalonien i dag); eller Mary Ann Newman (en amerikanske ekspertin i catalansk litteratur; hun har oversat mange catalanske klassikere i engelsk. Hun er i øvrigt Arthur Millers niecen!).

4. Bogen er skrevet i et klart og letlæserligt sprog (de catalanske tekster blev oversat af Liz Castro, og hun har givet en homogen stil i hele bogen).

5. Den kan downloades gratis her:

EPUB

Kindle/Mobi

Bogen kan også købes for 3 € (digitalversion) og for 9.88 € (papirversion) i Amazon, og pengene vil blive brugt for at udgive andre bøger om Catalonien; dets selvbestemmelsesret, identitet og kultur.

Undertitlen af bogen er „... the causes which impel them to separation”, en kendt sætning fra USA's uafhængighedserklæringen. På trods af forskellerne og århundrederne som skelner begge nationer, er Cataloniens ret til at løsrive sig fra en dominerende stat lige så retfærdig, logisk og (det ser sådan ud) uundgåelig.

Cataloniens suverænitetserklæringen

Tweet

Jeg ville gøre det for mange dage siden, men jeg kunne ikke finde tid til det. Altså med noget forsinkelse, linker jeg til Cataloniens folketing suverænitetserklæringen.

Den blev vedtaget med et absolut flertal den sidste 23. Januar af de to vigtigste partier i det catalanske folketing, CIU og ERC, sammen med ICV. I alt 84 parlamentsmedlemmer.

Det er en historisk dokument, fordi det er den første officielle milepæn i uafhængighedsprocessen.

Teksten blev oversat i mere end 40 sprog, bl.a. dansk. Jeg var ansvarlig for den danske oversættelse, og min danske veninde Louise Lindtner, som har studeret oversættelse og tolkning (som jeg selv) har hjulpet mig med rettelsen.

Fra venstre til højre: Junqueras (ERC), Præsident Mas (CIU), og Herrera (ICV)

Video om Catalonien (samtale med danske studenter)

Tweet

For nogle uger siden har tre danske studenter fra Kea, Københavns Erhversakademi, kontakteret mig ved hjælp af den her blog. Sebastian, Mikkel og Anton var lige ved at forberede deres sidst projekt i Media og Design uddanelsen; en kort dokumentarfilm om Catalonien og dets ufahængighedsvilije, og de ville gerne møde mig og have en samtale med mig om emnet.

Så vi mødtes et par dage efter, da de kom til Barcelona. Det var fredagen før Parlamentsvalg i Catalonien, og vi havde en kop kaffe ved Mercat de Santa Caterina, i området Born. De spurgte mig hvorfor så mange catalonierne (ifølge de sidste målinger er det allerede 51% –se f.eks. den her måling–; hværtimod ville kun  21% stemme nej ved et referendum) vil gerne have at Catalonien løsrive sig fra Spanien. Jeg fortalte lidt om Cataloniens historie, om det catalanske sprog og identitet (som strækker sig mindst tusind år tilbage); om undertrykkelser og diskriminationerne som catalonierne har været offre for siden Catalonien faldt til Spanien for 3 århundrede siden; og om de økonomiske grunde (den utålelige overskud af 8% af vores BNP hvert år) som har tvunget os at begynde løsrivelsesprocessen. Samtalen gik videre den 25. november hos mig, og til sidst folgte mig Sebastian, Mikkel og Anton til valgstedet hvor jeg stemte.

Resultaten er den her dokumentarfilm:

Spanien truer Catalonien med udemokratiske metoder

Tweet

Militæriske trusler

I de sidste måneder, siden den gigantiske demonstration der fandt sted den 11. september i Barcelona (hvor mellem 1.5 og 2 millioner catalanerne gik på gaderne for at bede politikerne om løsrivelsen fra Spanien), er spændingerne mellem Spanien og Catalonien steget markant. Og de er blevet endnu stærkere med resultaterne af den catalanske parlamentsvalg (som fandt sted den 25. november), hvor partier som gerne vil, at Catalonien blive en ny stat i Europa (CIU, ERC og CUP) fik flertal med 74 sæder i folketinget.

Den 19. september har Pedro Pitarch (tidligere oberstløjtnant; nu pensionist) sagt i sin blog, at demonstrationen i Barcelona skulle ikke være ignoreret af Spanien fordi den var ubehagelig og farlig. Han sagde også, at Catalonien aldrig ville være ufahængig fra Spanien, fordi dette ikke var forudset i den spanske 1978-grundlov (en grundlov, som ikke blev vedtaget i et rent demokratisk klima; man havde ikke andre alternativer, det var enten denne grundlov eller diktaturet). Desuden sagde han, at pro-uafhængighedsstemningen i Catalonien kunne ende med et forfædeligt slutning.

Pitarch har ikke været den eneste militære stemme som har forsøgt at udbrede frygten i Catalonien. Nogle dage før parlamentsvalg har Antonio Tejero (oberstløjtnanten som spillede en vigtig rolle i det militært kup som fandt sted i 1981 i Spanien) anmeldt den catalanske præsident Artur Mas for „opstand”. Det er grotesk  at en mand som har deltaget i et militært kup anklager nogen af „opstand”; men desuden anklager han den catalanske præsident, som har altid været fuldkommen fredelig, demokratisk og dialogsøgende. I Tejeros øjne er Mas' tilsagn om et referendum for at spørge catalanerne om løsrivelsen fra Spanien (et mål som blev vedtaget i det catalanske folketing i slutningen af september med 84 stemmer for) „opstand”. Utroligt.

Men der har været endnu flere militæriske, truende udtalelser. Generalen Ángel Luis Pontijas Deus, direktøren af tidskriftet „Hær” (det officielle medie af den spanske hær), har skrevet en leder i november-nummeret, hvor han kritiserer Artur Mas for at alvorligt true den nationale (spanske) sammenhold.

Pedro Pitarch

Ángel Luis Pontijas

For et par dage siden skrev Pitarch i sin blog, at stemningen i den spanske militær ligner meget stemningen før den 23-F (det militærske kup af 1981).  Jeg ved ikke, i hvilken grad dette er sandt, men hvis man tager i betragning Tejeros, Pontijas eller Pitarchs selv udtalelser ser situationen virkelig sådan ud. Alligevel skal catalanerne ikke være bange for det: hvis den spanske hær ville prøve at angribe os, ville EU-en  ikke blive inaktiv.

En ny lov for at fjerne catalansk fra skolerne 

Dette er hvad den spanske minister for uddannelse og „kultur” (jeg skriver det mellem anførselstegn fordi det ville passe ham meget bedre at blive kaldt minister for „ukultur”), José Ignacio Wert, planlægger med en reform af udannelsesloven.  Den blev præsenteret for nogle dage siden, og dermed vil den spanske regering gerne have, at catalansk ikke længere er det første sprog i Cataloniens skolerne; de vil gerne have at catalansk blive det 4. sprog. Ifølge ministeren skulle alting være på spansk med undtagelsen at engelsktimerne og timerne tilegnet til et andet fremmedsprog. Catalansk (ligesom galicisk og baskisk) ville kun komme i den sidste plads.

Dette er det mest graverende angreb mod vores sprog siden Francos diktaturet. Hvis man ville anvende denne reform i Catalonien, ville det betyde at vores børn ikke mere rigtig ville lære deres eget sprog, og på langt sigt ville det betyde catalansk sprogs død. Det er faktisk hvad Spanien har forsøgt i de sidste 3 århundrede; efter Arvefølgekriget (1701-1714) fjernede den spanske kong Filip 5. det catalanske sprog fra det offentlige liv; under Primo de Riveras diktatur (1923-1930) blev catalansk også forbød og mishandlet; og under Francos diktatur (1939-1975) blev det fjernet igen fra alle institutioner og folk var tvunget til at tale spansk overalt. Her er en satiretegning udgivet i 1937 i tidskriftet L'Esquella de la torratxa, hvor man ser en spanske fascist der råber: „Vi vil spaniserer Catalonien!!!”. Meget aktuel...

Men den catalanske minister for uddanelse Irene Rigau har allerede sagt, at man overhovedet ikke vil anvende denne reform i Catalonien, og de to største partier i folketinget (CIU og ERC) sammen med PSC, ICV og CUP har også sagt, at de overhovedet ikke vil tillade en sådan reform.

Catalonien lytter ikke mere til hvad Spanien siger; vi vil gå vores vej, lige meget hvilke groteske, udemokratiske metoder Spanien bruger.

Valgkampagnen begynder, murerne falder

Tweet

I går var den 9. november: en special dato for to grunde. For det første, fordi præcis for 23 år siden faldt den berlinske mur. Og for det andet, fordi 23 år senere, den 9. November 2012, begynder der en valgkampagne som kunne ændre Cataloniens fremtid. Efter 3 århundrede af spanske undertrykkelser og underkastelse (som begyndte i 1714 da Catalonien tabte i den Spanske Arvefølgekrig, hvilket havde som konsekvens, at Filip 5. forbød det catalanske folketing, de catalanske grundlove og det catalanske sprog, en politisk, økonomisk og kulturel uafhængighed som aldrig blev fuldstændigt genvundet) vil catalanerne have mulighed for at stemme, ved et referendum, hvis de gerne vil være en ny europæisk stat i Europa. Dette blev vedtaget i den catalanske parlament i slutningen af sidste september (med 84 stemmer for, 21 stemmer imod og 26 stemmer hverken for eller imod), og den catalanske præsident Artur Mas har lovet at starte og lede processen for at bygge en ny stat inden for EU hvis JA vinder ved referendummet, som skal finde sted i næsten legislaturperiode.

Tilfældet med datoen er blevet taget som ledemotiv i en video som forskellige journalister har lavet for at fremme valgdeltagelsen. Den spanske valgforsamling har nemlig forbudt den officielle video præsenteret af den catalanske regering for nogle dage siden, med påskudet, at den var partisk og den fremmede valg for CIU. Dette giver virkelig ingen mening, fordi hvad blev vidst i videoen var bare nogle vigtige momenter i Cataloniens historie, bl.a. den store demonstration der fandt sted i 1977 i Barcelona (da rundt en million catalanere tog gaderne for at genvinde den catalanske selvstyrelov efter Francos diktatur) eller de 1992-olympiske lege (som blev fremmet af PSC). Mange frygter, at den egentlige årsag for dette forbud er at den spanske regering er simpelthen bange for, at valgdeltagelsen er høj og massivt for løsrivelsen fra Spanien.

Her er den forbudte video:

Og her er den anden video (med engelske undertitler) lavet bl.a. af to bekendte catalanske journalister (Vicent Partal og Miquel Calçada) og sociologen Salvador Cardús:

Hvad er videos vigtigste besked? At catalanerne bare vil demokratisk bestemme vores fremtid, og intet vil kunne forhindre det: ingen grundlov, ingen kong, ingen armé. Lige som tyskerne i den gamle DDR, vi går ikke imod lov; vi går hinsides lov. Fordi et folk eksisterer før det giver sig selv en juridisk ramme.

Catalonien, den nye europæiske stat: Officiel sprog

Tweet

Der er sket en masse af ting siden jeg sidst har skrevet et indlæg, for 3 uge siden. Det er svært at sammensætte det hele i nogle linje, men de vigtigste ting er (fra mit synspunkt): 1) at den catalanske præsident Artur Mas har indkaldt til Parlamentsvalg i Catalonien (som en efterfølge af mødet mellem Artur Mas og den spanske præsident Mariano Rajoy den sidste 20. september, når Rajoy afvidste Mas' planlægning for at få mere fiskal autonomi for Catalonien); 2) den 27. september har den catalanske Parlament givet det grønne lys til en resolution som siger, at det catalanske folk er i nødt til at fredeligt og demokratisk beslutte om deres kollektiv fremtid og som tilskynder den catalanske regering til at organisere et referendum om ufhængighed inden for næsten legislaturperiode; 3) den 9. oktober har den spanske parlament afvidst et initiativ forslået af ERC (én af de vigtigste catalanske partier, som er venstreorienteret og har en lange tradition i forsvaret af Cataloniens uafhængighed) for at opnå, at Catalonien har magten til at organisere referendummer (nu er det kun den spanske parlament, som har denne magt); 4) Ifølge den sidste måling af CEO ("Centre d'Estudis d'Opinó", Centret af meningstudier af den Generalitat de Catalunya), ville 51% af catalanerne sige JA til Cataloniens løsrivelse fra Spanien ved en folkeafstemning (kun 21,1% ville stemme NEJ, og  21,1% ville ikke stemme; og 5) Catalonien viser sig næsten dagligt i de internationale medier (et godt eksempel af dette er artiklen fra Financial Times fra igår: "Spain, Britain and the forbidden fruits of independence"); vores problem er blevet synlig i Europa og i verden, og man endelig tager i betragning muligheden, at vi beslutte os til at blive uafhængige fra Spanien.

Det ser altså ud, som vi har begyndt en løsrivelsesproces fra Spanien, og alle taler om dette hele dagen; i medierne, på gaden, på arbejde, med venner og familie... Man kan se overalt i Catalonien flaget af uafhængigheden (hvis I rejser til Barcelona nu, vil I overalt se et flag med vier røde strejfe på gul med et hvidt stjerne på en blå baggrund; dette er det catalanske flag for uafhængighed (klik her for at se nogle billeder af det). 

I Catalonien har vi det altså meget travlt; der er mange ting vi skal tænke på, fordi hvis man siger JA  ved en officiel folkeafstemning (75% af den catalanske befolkning ønsker sig en folkeafstemning om uafhængighed, så vi vil have den på en eller anden måde, lige meget hvad Spanien siger), skal vi være klar til at bygge vores nye stat. Hvilket mønt vil vi have? Vil vi blive inden for EU (det ser ud, som dette er den mest mulige scenario, men denne er ikke den eneste mulighed)? 

I de næste følgende indlæg vil jeg give min mening om nogle af disse vigtige emner, og jeg vil begynde med et emne, som har bragt en stor kontrovers i de sidste dage i Catalonien. Det handler om sprog: hvilket sprog skal være det officielle sprog i den nye catalanske stat?

Jeg synes, svaret er klart: der skulle kun være et officielt sprog, nemlig catalansk. Der er mange grunde, der retfærdiggør dette. Catalansk er Cataloniens eget sprog. Det er et romansk, tusindårigt sprog, som er systematisk blevet diskrimineret i de sidste 3 århundrede. Efter catalanerne tabte i Arvefølgekrig og Filip af Anjou overtog rigerne, som ikke havde støttet ham (Catalonien, Aragon, Valencia, Mallorca, og resten af Baleariske Øer), blev de catalanske institutioner o grundlove afskaffet og dermed blev catalansk erstattet af spansk i de nye bourbonske institutioner. Siden der, er catalansk blevet diskrimineret, men med Francos diktatur er det endnu blevet værre, fordi det catalanske sprog var helt forbudt (hvis man tør tale det på gaden, risikerede man at blive afstraffet).

Disse historiske omstændigheder ―sammen med: 1. den stærke indvandring fra Spanien, som fandt sted i to bølger (mellem 1915 og 1930, og mellem 1948 og 1973) og som udgjørde ca. en tredje del af befolkningen i 60erne (mere information om emnet findes det her, på fransk); og 2. den nye indvandringsbølge, som fandt sted mellem 2000 og 2010, og som betød en befolkningens vækst af ca. 1.2 millioner mennesker, fra Afrika, Europa, Marokko, Kina... men især fra Latinamerika, som betyder at en god del af disse indvandrere taler spansk― har ført til en situation, hvor catalansk er et truet sprog.

Ifølge de sidste målinger taler kun 35,64% af befolkningen i Catalonien catalansk som hyppigst sprog (til gengæld, har 45,92% af befolkningen spansk som hyppigst sprog). Derfor er det meget vigtigt, at i en uafhængig Catalonien bliver catalansk det eneste officiel sprog; hvis spansk også ville være officiel (eller hvis det på en eller anden måde ville have et specielt status, hvilket nogle vigtige catalanske partier som CIU og ERC forslår), ville catalansk ikke have mulighed for at vinde tilbage. 

I skolen skulle man kun lære på catalansk, og man skulle give et specielt eftertryk til engelsk. Det ville også være en god idé at tilbytte, som valgfag, andre sprog (fransk, spansk, tysk eller hvilken som helst andre mulige, vigtige sprog i verden). Men kun som valgfag. Og det skulle i hvert faldt være noget, hvert centrum beslutter selv.

Danmark kunne være en god model for os. I Danmark er dansk det eneste officielle sprog, men i skolen lærer man naturligvis også engelsk. Og hvad med naboernes sprog, som svensk eller norsk? Man forstår dem uden ingen stor anstrengelse! Jeg har set det mange gange. Mine danske venner taler mest dansk med svensker eller norsker (og disse taler deres eget sprog også), fordi de alle taler nordiske sprog, og det gør det muligt for dem at forstå hinanden. Catalansk og spansk tilhører også til den samme sprogfamilie, nemlig den romanske familie, så man er i stand til at forstå hindanden uden at skifte sprog.

Kun på den måde vil catalansk have en ægt mulighed til at blive et normalt sprog igen. Efter 3 århundrede, er det på højeste tid, synes jeg.