Globalisering skulle tillade os at være bedre forbundet med resten af verden, men nogle gange er det netop omvendt. Det er meget fristende at tro, at alle mennesker får adgang til viden og oplysning i dag ved hjælp af de nye teknologier og internet (sammen med de billige og hurtige rejsemuligheder takket været low cost flyselskaber), hvilket ofte kaldes "demokratisering af viden". Desværre er det ikke altid sådan.
Det er ikke nok, at få tusinde websider om et emne ved et klik: man skal også være i stand til at skelne mellem pålidelige og ikke så pålidelige informationskilder, og til at forske grundigt. Ikke alle mennesker har evner for det... og det er fint nok - det ville være meget naive, at blindt tro på demokratisering af viden. Problemet er, når denne inkompetence kommer fra en journalist, fordi hans/hendes job har en stor synlighed og derfor medfører et stort ansvar.
Et eksempel på denne problematiske inkompetence er journalisten
H.C. Gimbel, der den sidste 31. januar skrev artiklen "
Censurens mange ansigter" i
Politiken. Artiklen er af meget lav journalistisk kvalitet, og den ville ikke være værdig til et svar hvis den ikke var blevet udgivet i én af de største danske aviser. Derfor besluttede jeg mig (som medlem af
Col·lectiu Emma) til at sende
et svar til
Politiken for at vække opmærksomhed om fantasifosteret, hvor Gimbels teksten baseres på.
Artiklen, der vil være en kronik, er dette overhovedet ikke. En kronik skal fremhæve journalistens mening til højere eller mindre grad: dette er klart. Men meningen skal stamme fra noget der er sandt, noget der afspejler virkelighed og der ikke er diskutibelt, fordi ellers kaldes dette "manipulation" eller "pamflet". I sin tekst beklager sig H.C. Gimbel over for, at (hovedparten af) programmet i Barcelonas teater sommerfestival
Grec er på catalansk, og at alle teaterstykker er oversat til catalansk. Dette er hans mening og det er godt nok: man kan være for eller imod det, og han er imod. Problemet er, at han tager Catalonien som et eksempel på, hvordan censuren breder sig i Europa som resultat af de "nationalsocialistiske politikeres frygt for de fremmede" (han taler endda om Hitlers "gammelkendte retorik, hvor frygten bruges som våben til at få magt"). Sådanne groteske og sanseløse sammenligninger viser, at han mangler almindelig sund fornuft og grundkendskab til de (nutidige og fortidige) politiske, sociale og historiske begivenheder i Europa og i verden. Han blander begreber, der ingen forhold har, og han perverterer ordenes mening (fx "censur") for at give dem den modsatte betydning. Og det værste er, at han ikke benytter sig af globaliserings informations- og vidensmuligheder til at korrigere sine mangler.
H.C. Gimbel siger, at spansk er undertrykt i Catalonien. Dette er nemlig, hvad de spanske reaktionære medier siger hele tiden. Men, er disse informationer rigtige? Det er netop sådanne spørgsmål, der gør en almindelig person til en forsker eller til en journalist. Hvis han ville have forsket videre (ved hjælp af bøger, videnskabelige artikler og informationer der kommer fra andre medier end spansk - alt dette kan man finde på internet i dag) ville han har set, at Spanien systematisk diskriminerer catalanerne og dets sprog og kultur. Han ville har opdaget, at de vigtigste 12 catalanske aviser udgav den samme
leder for nogle måneder siden, hvor de udtrykte deres ubehag over for de spanske stadige diskrimineringer. Han kunne have også kigget på de officielle målinger om
sprogforbrug i Catalonien. En god journalist (ikke blot en god journalist men bare en person som læser avis hver dag og er lidt interesseret i EU) ville vide, hvad
Det Europæiske Charter om Regional- og Mindretalssprog er.
Hvis han vidste lidt om historie, ville han vide at Catalonien mistede dets konstitutioner og politiske frihed i 1714 (da Filip af Anjou vandt
Arvefølgekrig og overtog rigerne, som ikke havde støttet ham: Catalonien, Aragon, Valencia og de Baleariske Øer). Han ville vide, at siden har det catalanske sprog været undertrykt, og at catalanerne er andenrangsmennesker i Spanien fra mange synsvinkel: medier (jeg har lige set i avisen hvor mange filmer man kan se på catalansk i Barcelona i dag: kun én!), administrationen (
i de fleste spanske administrationer i Catalonien er det ikke muligt at tale catalansk, selv om man har ret til det
if
ølge funktionærloven - "
Estatut bàsic de l'empleat públic", 2007, artikel 54.11), økonomi (Cataloniens
skatteunderskud over for den spanske stat er over 10% af Cataloniens BNP i dag... ingen region i Europa har en så stor og urimelig skatteunderskud!), osv.
H. C. Gimbel overser både historiske baggrunden og Cataloniens nutidige omstændigheder. Og han er ikke engang nysgerrig for at forske om det. Han tror derimod, at catalanernes legitime anstrengelser for at promovere deres sprog og kultur er en forskrækkende censur, der forurener atmosfæren som en uovervindelig giftstof (!). På det tidspunkt spørger jeg mig: er han helt inkompetent eller er han én, der gerne ville have at catalanerne stadig er diskriminerede?
Uanset om hvad svaret er, skulle en avis der gerne vil være seriøst passe på, hvem den ansætter. Med journalister som H.C. Gimbel risikerer
Politiken at miste deres seriøsitet, kvalitet og troværdighed.
