Farvel, Spanien!

Tweet "Farvel, Spanien?": Det er titlen på en ny dokumentar (90 min) om gennemførligheden af en eventuel løsrivelsesproces af Catalonien fra Spanien. Den blev sendt i går aftes kl. 21:50 (dvs. prime time) i den største catalanske fjernsynstation: TV3.


Der er mange ting, der er interessante i den her dokumentar:


1. Den er endnu en initiativ, der normaliserer den offentlige debat om emnet. Den blev lavet og sendt præcis på et tidspunkt, hvor det civile samfund organiserer sig i hele landet for at holde symbolske folkeafstemninger for at spørge folk, om de gerne ville have, at Catalonien løsriver sig fra Spanien (der har allerede været 1, 2, 3 og 4 rækker af folkeafstemninger, men den største skal nok komme: den vil finde sted i Barcelona i april 2011). På et tidspunkt, hvor forholdene mellem Catalonien og Spanien er meget spændte (måske mere end aldrig før siden demokratiet blev genindført).

2. Videre normaliserer dokumentaren debatten, idet den sammenligner Catalonien med andre lander i verden, hvor der også er en identitetsfølelse og hvor folk også organiserer sig for at fremme en løsrivelsesproces fra staten, hvor de for tiden ikke føler sig godt tilpas. Catalonien bliver sammenlignet med Skotland, Grønland og Quebec.


3. Den fjerner fordommene, frygter og tvivl om emnet ved hjælp af interviews med 1) topeksperter i økonomi, politik og samfund fra hele verden; og 2) politikkere af hele det politiske spektrum fra Skotland, Grønland og Quebec. Én af de fordomme, dokumentaren hjælper til at fjerne er, at disse lander ikke kunne overleve økonomisk. Det land, der endnu ikke kunne overleve for tiden er Grønland. Alligevel forklarer dokumentaren, at det vil være i stand til at klare det når det kan få fat i dets naturlige resourcer (nogle siger, dette vil muligvis ske om 10-15 år). Og det mest velstående land er Catalonien. Catalonien har en lang og kraftig industriel og kommerciel tradition. For nogle årtier siden var denne industri stadig afhængig i Spanien; derimod bliver en tredje del af vores varer sendt ud i verden i dag; en tredje del bliver i Catalonien, og kun en tredje del bliver solgt i Spanien. De catalanske virksomhedsledere er ikke mere bange for, at en løsrivelsesproces ville skade dem, fordi Catalonies markedet er verdenen.

Af de 4 tilfælde analyseret i dokumentaren er Catalonien det, der yder det største bidrag til landets økonomi (Cataloniens underskud over for Spanien er 15000 milioner Euro om året). Spørgsmål er altså ikke, om Catalonien kan overleve økonomisk uden Spanien; spørgsmål er hellere, hvor fattig Spanien vil blive efter Cataloniens løsrivelse.

4. Dokumentaren giver indsigt i, hvorvidt en løsrivelsesproces er politisk eller juridisk. Konklusionen er, at de juridiske forhold ikke kan komme foran folks demokratiske vilje vedr. dets politiske status. Quebecs højesteret har fx besluttet, at hvad der står bogstaveligt i grundloven ikke kan blive brugt mod de grundliggende principper i grundloven: demokrati, føderalisme og beskyttelsen af minoriteter. Derfor vil den canadiske regering forhandle en løsrivelsesproces såfremt folk siger ja til den i en folkeafstemning. Således forklarer Professoren Enrico Spolaore fra Tufts University (Boston, USA), at forhold mellem økonomi og politik vil føre til frembringelsen af nye lander i det nære fremtid (som resultat af globalisering, økonomisk integration og forsvinden af de kommercielle grænser). I Cataloniens og Skotlands tilfælde ville de nye lande integrerer sig automatisk i EU (Antoni Abad Ninet, professor på University of Stanford, har forsket om emnet i sin studie Catalunya independent en el si de la Unió Europea - på catalansk).

5. Til sidst et par idéer, jeg fandt interessante: 1) professoren Michel Seymour (Université de Montréal) siger, at et folk ikke eksisterer, hvis det ikke bliver erkendt. Jeg synes det er en stor sandhed (som forklarer hvorfor danskerne ikke forstår mig, når jeg siger at jeg kommer fra Catalonien og ikke Spanien :-) og 2) Gilles Duceppe (Bloc Québécois) har opfundet et nyt synonym for "monarki": "det genetiske lotteri". Jeg finder det virkelig godt!



Det betaler sig at se traileren (klik her for at se hele dokumentaren):






I øvrigt er titlen tvetydeligt. Den tyder til de nuværende omstændigheder i Catalonien, men den minder også om datid, fordi "Adéu, Espanya!" (Farvel, Spanien!) er en meget kendt verslinje af digtet Oda a Espanya (1898); (Ode to Spain). Den blev skrevet af den catalanske digter Joan Maragall under den Cubanske Frihedskrig (1895-1898). De fleste catalanske politikkere og intellektueller mente, at Spanien skulle lade være med den forfærdelige krig og forhandle Cubas løsrivelse. Men Spanien var besat af en gammeldags idé om "ære" og "magtfuldhed", og ville ikke overgive sig. Dette førte til en krise mellem Catalonien og Spanien, idet en vigtig del af det catalanske samfund troede, at Spanien var død og Catalonien skulle løsrive sig fra det.

Man kunne sige, at vi heller ikke vil sige farvel til Spanien denne gang. Men omstændighederne er meget forskelligt i dag end dengang der. For første gang i vores dyste, lange og forcerede forhold til Spanien, lever vi i en demokratisk kontekst, med EU som den sidste garant for dette demokrati. Hvem vil turde sige nej til catalanerne, hvis de virkelig beslutter sig til at sige "Farvel, Spanien"?

Barcelona er på vej til afstemningen!

Tweet Barcelona har allerede en dato for dens egen folkeafstemning om uafhængighed fra Spanien: 10. april 2011. Det blev besluttet i går i det tredje møde af Barcelona Decideix ("Barcelona beslutter"), en platform, der samler hundrede af lokale foreninger (private og offentlige), der er ansvarlige for afstemningens organisation.

Der var spænding omkring datoen. Man viste at Barcelona Decideix havde begyndt at arbejde, men man vidste ikke hvornår afstemningen ville holdes. Efter at næsten 250,000 catalanere har deltaget i 3 successive rækker af folkeafstemninger (der holdtes på den 13. september, på den 13. december og på den 28 februar), kiggede man spændt i retning af Barcelona. Der var 5 datomuligheder. Hver dato havde sine stærke og svage sider, og alle blev analyserede med detalje. Man var bevidst om, at Barcelona er et specielt tilfælde (man behøver mere tid og flere midler end ved de andre byer, fordi Barcelona er væsentligt større), og derfor skulle afstemningen ikke finde sted for tidligt. Endelig var der 2 datoer, man skulle vælge mellem: den 12. december 2010 eller den 10. april 2011. Og man stemte for den anden:





Jeg synes det er godt nok, at det holdes om et år. Forudsætninger er meget store, og de vil kræve meget af vores fritid og energi. Men Barcelona Decideix er fast organiseret nu, og det er begyndt at køre i dets 4 områder (Kampagne, Kommunikation, Udbredelse og Midler). Og med en dato på agendaen, er alt sat i gang. Barcelona er på vej til afstemningen!

Som det sidste, en hukommelse: inden Barcelonas afstemningen, kommer der to nye række af folkeafstemninger i Catalonien. Den næste række finder der sted om en uge, den 25. april. Og denne gang er der 1.5 millioner mennesker, der har stemmeret. Storbyer som Girona, Reus og Lleida er inkluderet... Det vil sikkert være spændende :-)

Interview om Barça og Catalonien i Cules.dk

Tweet Hvordan fylder FC Barcelona i din bevidsthed og hos det catalanske folk? Hvorfor kan catalanerne ikke godt lide at høre, at de er spaniere? Hvad holder det catalanske folk om det spanske kongehus? Disse og flere andre spørgsmål prøver jeg at svare i interviewet, der blev udgivet igår i det 14. nummer af on-line magasinet Cules.

Palle Madsen (ejeren af Cules) kontaktede mig for nogle uge siden ved hjælp af den her blog, og han spurgte mig, om jeg gerne ville deltage i næste nummer med et interview om Barça og Catalonien.

"Sikkert", svarede jeg... På det tidspunkt kendte jeg magasinet ikke, men jeg "bladrede" lidt i det og jeg fandt det rigtigt interessant. Det første nummer kom ud i februar 2008, og siden er det en vigtig reference til alle danskere, der vil være oplyst stadigt og grundigt om alt som er forbundet med Barça. Det inkluderer ikke blot nyheder, men også interviews og en masse af artikler hvor man analyserer både Barças spil og ydre forhold omkring klubben med kritiske øjne.

I det 14. nummer er der interviews med Jesper Gaarskjær (forfatteren af Historien om FC Barcelona), med Peter Piil og Claus Thomsen (TV-kommentatorer på kanal 5 og 6) og Peter Grønborg (medforfatter til Arvefjender), m.m. Der er også en interessant artikel om Michael Laudrup, og forskellige artikler om mange andre ting. Meget anbefalelsesværdig for alle Barça-fans i Danmark :-)

Sne (og tordener) i Barcelona!

Tweet Utroligt men sandt: det sneer (og rigtig stærkt) i Barcelona! Efter cirka 9 timer af sne, er Cataloniens hovedstaden helt hvidt. Der er snedybder af 20-40 cm! Det er ikke usædvanligt, at der falder nogle små sneflager engang om året i Barcelona. Men sådanne snedybder kan jeg kun huske i forhold med skolen, i 1985. Det var den eneste gang jeg har set gaderne helt tildækket af sne. Derfor var alle rigtig spændte i dag på gaderne. Sådan så Plaça Lesseps ud kl.18:




En anden udsigt af pladsen:



Selvom mange mennesker har glædet sig over sneen (især små børn og de unge), har andre haft store problemer. Catalonien er ikke beredt til sne, og derfor er det blevet et stort kaos i hele landet: tusinde af mennesker venter nu i stoppede toger og biler. I Barcelona skulle den offentlige transport standse (med undtagelsen af Metro) og man må bruge snekæder for at køre i bil. Midt i byen skulle politiet mægle mellem billister, fodgængere og cyklister:

Noget at gøre med København! Når det sner, er København en snestille by. Når det sner i Barcelona, kunne det ligne en by i nordeuropa... Men kaoset og tordener røber det hele: det er en middelhavsby, og derfor er snestorme der også middelhavsk!

Mere info finder I her:

Barcelona hit with heaviest snowfall in 25 years

Schools closed as snow blankets Barcelona

Barcelona drukner i sne

Kraftig snøvær i Barcelona

Barcelona von Schneesturm lahmgelegt

Neige: fortes perturbations en Catalogne, frontière fermée au Perthus


For det sidste, en video af den største snefald man kan huske i Barcelona (1962):

JA til uafhængighed! (tredje omgang)

Tweet

Cirka 60.000 catalanere sagde Ja til uafhængighed i går i 80 byer, i en ny række af folkeafstemninger (den tredje) om Cataloniens uafhængighed fra Spanien. 92,3% stemte Ja, 4,8% stemte Nej. Det var en sejr for demokratiet engang til. Selv om disse folkeafstemninger ikke er forbindende (endnu ikke... men det kommer nok) er de et signal af Cataloniens viljestyrke, demokratiske modenhed og sans for ansvarlighed.

Deltagelsen var på 21% (60.000 indbyggere af 300.000), altså lidt lavere end ved den sidste række af folkeafstemninger (der holdtes den 13. december), hvor deltagelsen var godt på 30%. Nogle - især i Spanien - mener, at det ikke er nok. De siger, at en lav deltagelse betyder, at man ikke er interesserede i emnet. Når jeg læser/hører det, spørger jeg mig: er det ikke netop omvendt? Jeg frygter, det er det. Det er Spanien (ikke catalanerne), der ikke er interesserede i emnet. En deltagelse af 21%, i vores tilfælde, er ret høj fordi:

1. Disse folkeafstemningerne er organiserede af det civile samfund, dvs. af frivillige, der ikke tjener en eneste cent for at gøre det. De har brugt meget af deres fritid på det, med professionel indstilling og glæde. Men det er ikke deres arbejde.
2. Disse folkeafstemningerne er blevet organiserede næsten uden økonomiske midler, uden hjælp af politikkerne, uden en officiel, effektiv valgkampagne, der forfremmer deltagelsen - tænk bare på de midler man har, når man organiserer et valg eller en officielle folkeafstemning!
3. Mange indbyggere har ikke stemt bare fordi de vidste, disse folkeafstemninger ingen juridisk værdi har.

I sådanne forhold er en deltagelse af 21% altså virkelig høj. Og når der holdes en officielle, bindende afstemning i fremtiden, vil den være væsentlig højere.

En anden ting, der er interessant ved den tredje række af folkeafstemninger: den har vist, at adspurgterne fra Baix Llobregat (en region, der man traditionelt identificerer med en stærk unionistisk følelse fordi det koncentrerer sig mange spanske indvandrere der siden 50'erne) ikke er imod uafhængighed. Med en deltagelsen på 21% sagde indbyggerne af Molins de Rei, Begues og Torrelles de Llobregat (i alt næsten 30.000 mennesker) Ja til uafhængighed, med godt 93% af stemmerne. Mange af dem er spansk modersmåltalende, og nogle af de adspurgte fortæller i denne video (de fleste udtalelser er på spansk) hvorfor de gerne ville have, at Catalonien bliver uafhængig. De nævner mange forskellige grunder, men de fleste er økonomiske: "Catalonien er solvent. Hvorfor må vi altid betale for deres (Spaniens) uendelige fejl?".

Først var det Arenys de Munt (en lille by 50 km nord fra Barcelona), hvor man besluttede sig til at holde en afstemning for at spørge indbyggerne, om de ville gerne have at Catalonien løsriver sig fra Spanien. Det skete den 13. September 2009, og på trods af truslen fra den spanske regering (de ville nemlig forbyde afstemningen) var det en stor succes. Siden har fænomen bredt sig i hele Catalonien, og den 13. december stemte godt 200.000 indbyggerne i 166 byer Ja, hvilket tiltrak sig stor opmaerksomhed i hele verden. Nu kommer der endnu flere ture: den 25. april, den 20. juni (klik her for at se listen af 229 byerne, hvor man vil kunne stemme), og i Barcelona til efteråret. Det er ikke til at standse!

Her finder I, hvad de internationale medier siger om emnet:

Catalonia continues calls for independence

Most Catalans want independence, poll shows

Indépendence en Catalogne: 80 communes votent à leur tour

Katalanen stimmen erneut symbolisch über Unabhängigkeit ab

Symbolische Unabhängigkeit von Spanien

60.000 Bürger gingen gestern in Katalonien wählen

Euronews: Catalonia, a futur independent state?

Tweet Her er en god reportage om Catalonien og catalanernes vilje til at løsrive sig fra Spanien (en god kontrast til manipulerende artikler som Censurens mange ansigter), af Euronews:

Globalisering og inkompetente journalister

Tweet Globalisering skulle tillade os at være bedre forbundet med resten af verden, men nogle gange er det netop omvendt. Det er meget fristende at tro, at alle mennesker får adgang til viden og oplysning i dag ved hjælp af de nye teknologier og internet (sammen med de billige og hurtige rejsemuligheder takket været low cost flyselskaber), hvilket ofte kaldes "demokratisering af viden". Desværre er det ikke altid sådan.

Det er ikke nok, at få tusinde websider om et emne ved et klik: man skal også være i stand til at skelne mellem pålidelige og ikke så pålidelige informationskilder, og til at forske grundigt. Ikke alle mennesker har evner for det... og det er fint nok - det ville være meget naive, at blindt tro på demokratisering af viden. Problemet er, når denne inkompetence kommer fra en journalist, fordi hans/hendes job har en stor synlighed og derfor medfører et stort ansvar.

Et eksempel på denne problematiske inkompetence er journalisten H.C. Gimbel, der den sidste 31. januar skrev artiklen "Censurens mange ansigter" i Politiken. Artiklen er af meget lav journalistisk kvalitet, og den ville ikke være værdig til et svar hvis den ikke var blevet udgivet i én af de største danske aviser. Derfor besluttede jeg mig (som medlem af Col·lectiu Emma) til at sende et svar til Politiken for at vække opmærksomhed om fantasifosteret, hvor Gimbels teksten baseres på.

Artiklen, der vil være en kronik, er dette overhovedet ikke. En kronik skal fremhæve journalistens mening til højere eller mindre grad: dette er klart. Men meningen skal stamme fra noget der er sandt, noget der afspejler virkelighed og der ikke er diskutibelt, fordi ellers kaldes dette "manipulation" eller "pamflet". I sin tekst beklager sig H.C. Gimbel over for, at (hovedparten af) programmet i Barcelonas teater sommerfestival Grec er på catalansk, og at alle teaterstykker er oversat til catalansk. Dette er hans mening og det er godt nok: man kan være for eller imod det, og han er imod. Problemet er, at han tager Catalonien som et eksempel på, hvordan censuren breder sig i Europa som resultat af de "nationalsocialistiske politikeres frygt for de fremmede" (han taler endda om Hitlers "gammelkendte retorik, hvor frygten bruges som våben til at få magt"). Sådanne groteske og sanseløse sammenligninger viser, at han mangler almindelig sund fornuft og grundkendskab til de (nutidige og fortidige) politiske, sociale og historiske begivenheder i Europa og i verden. Han blander begreber, der ingen forhold har, og han perverterer ordenes mening (fx "censur") for at give dem den modsatte betydning. Og det værste er, at han ikke benytter sig af globaliserings informations- og vidensmuligheder til at korrigere sine mangler.

H.C. Gimbel siger, at spansk er undertrykt i Catalonien. Dette er nemlig, hvad de spanske reaktionære medier siger hele tiden. Men, er disse informationer rigtige? Det er netop sådanne spørgsmål, der gør en almindelig person til en forsker eller til en journalist. Hvis han ville have forsket videre (ved hjælp af bøger, videnskabelige artikler og informationer der kommer fra andre medier end spansk - alt dette kan man finde på internet i dag) ville han har set, at Spanien systematisk diskriminerer catalanerne og dets sprog og kultur. Han ville har opdaget, at de vigtigste 12 catalanske aviser udgav den samme leder for nogle måneder siden, hvor de udtrykte deres ubehag over for de spanske stadige diskrimineringer. Han kunne have også kigget på de officielle målinger om sprogforbrug i Catalonien. En god journalist (ikke blot en god journalist men bare en person som læser avis hver dag og er lidt interesseret i EU) ville vide, hvad Det Europæiske Charter om Regional- og Mindretalssprog er.

Hvis han vidste lidt om historie, ville han vide at Catalonien mistede dets konstitutioner og politiske frihed i 1714 (da Filip af Anjou vandt Arvefølgekrig og overtog rigerne, som ikke havde støttet ham: Catalonien, Aragon, Valencia og de Baleariske Øer). Han ville vide, at siden har det catalanske sprog været undertrykt, og at catalanerne er andenrangsmennesker i Spanien fra mange synsvinkel: medier (jeg har lige set i avisen hvor mange filmer man kan se på catalansk i Barcelona i dag: kun én!), administrationen (i de fleste spanske administrationer i Catalonien er det ikke muligt at tale catalansk, selv om man har ret til det ifølge funktionærloven - "Estatut bàsic de l'empleat públic", 2007, artikel 54.11), økonomi (Cataloniens skatteunderskud over for den spanske stat er over 10% af Cataloniens BNP i dag... ingen region i Europa har en så stor og urimelig skatteunderskud!), osv.

H. C. Gimbel overser både historiske baggrunden og Cataloniens nutidige omstændigheder. Og han er ikke engang nysgerrig for at forske om det. Han tror derimod, at catalanernes legitime anstrengelser for at promovere deres sprog og kultur er en forskrækkende censur, der forurener atmosfæren som en uovervindelig giftstof (!). På det tidspunkt spørger jeg mig: er han helt inkompetent eller er han én, der gerne ville have at catalanerne stadig er diskriminerede?

Uanset om hvad svaret er, skulle en avis der gerne vil være seriøst passe på, hvem den ansætter. Med journalister som H.C. Gimbel risikerer Politiken at miste deres seriøsitet, kvalitet og troværdighed.