For nogle dage siden skrev til mig en dansker, der havde læst den her blog. Siden jeg oprettede bloggen for næsten et halvandet år siden, har jeg mødt mange interessante mennesker ved hjælp af den, men denne gang blev jeg virkelig begejstret, fordi... han skrev på perfekt catalansk! Han kender en masser af ting om Catalonien og catalanerne, og han sendte til mig en meget interessant rapport han har lavet om mit land. Jeg synes den kan være meget nyttig og berigende for danskerne, der gerne vil rejse til Catalonien eller for dem, der bare er nysgerrige om den catalanske kultur, historie og identitet. Derfor gengiver jeg den her. God læsefornøjelse :-)
"Catalonien her og nu", af Vagn Frausing (pdf)
Appetit på Catalonien?
Denne tekst er skrevet som en optakt til en tur til Catalonien som en gruppe af kunstinteresserede i Tornbjerg sogn i Odenses sydøst-kvarter er i gang med at planlægge i foråret 2011. Turen skal foregå til april 2012. Den vil sætte fokus på romansk kloster- og kirkearkitektur, men vi får også lejlighed til at komme ind på nutidens catalanske kultur. Undertegnede Vagn Frausing har lovet at tage sig af forberedelserne af dette aspekt.
I første række har jeg som nævnt udpønset teksten som en appetitvækker for de rejselystne sognebørn fra Tornbjerg. Men den vil også kunne gøre fyldest for alle andre der pønser på at rejse til Catalonien og i det hele taget for alle der gerne vil vide mere om dette fascinerende land og dets kultur.
Teksten kan frit citeres med angivelse af kilden.
Teksten er tænkt som en koncentreret oversigt. Den er rigeligt forsynet med links, mange af dem til Wikipedia, hvad der giver mulighed for at bevæge sig ud ad en uendelighed af tangenter og således søge uddybende oplysning. Jeg har valgt de danske artikler, med mindre de er helt utilstrækkelige - der jeg har valgt de engelske. Men Wikipedia byder jo i venstre side på en lang række af sprog som man kan klikke på. Så det kan sagtens lade sig gøre at læse det hele på catalansk, hvis nogen skulle have lyst til det.
Store Danske kommer også til orde i et par af linkene. Men lad endelig være med at læse artiklen om Catalonien. Den er nemlig fuldt og helt skåret til efter spansk nationalisme. General Franco kunne ikke have gjort det bedre! Artiklen trænger i allerhøjeste grad til at blive skrevet om. Men indtil nogen får sig taget sammen til at gennemføre et så gennemgribende skridt, er det vigtigt at vi er så mange som muligt der udtrykker vores afsky ved at vi simpelthen nægter at læse artiklen. Så ka’ de lære det, ka’ de!
Teksten er ikke færdig og bliver det nok aldrig. Forfatteren tager med kyshånd mod kommentarer fra læserne som gerne må diske op med konstruktiv og inspirerende kritik og sætte fingeren på uklarheder og mangler. Måske vil nogen opponere mod tekstens generelle tendens og finde min sympati for Catalonien overdreven og ensidig, mens man finder min holdning til den spanske stat urimeligt negativ. En sådan vrangvillig holdning til mit andet fædreland passer mig naturligvis dårligt. Men jeg bliver selvfølgelig nødt til at døje med det. Hvorom alting er, så vil det vil alt sammen blive indarbejdet i fremtidige udgaver.
Et land med identitet
Allerførst er det vigtigt at gøre sig klart hvilket land vi rejser til.
Det hedder
CATALONIEN
Når nu vi kommer derned, så lad være med at gå rundt og sige: hvor er det dog dææjligt her i Spanien.
Catalonien befinder sig i et ulykkeligt ægteskab med Spanien. Det er faktisk et tvangsægteskab – argumentation finder du nedenfor.
Catalanerne har masser af forståelse for at der ude i verden findes ukultiverede mennesker som ikke har fået lært vort smukke catalanske sprog. Så man tager gerne andre sprog i brug for at kommunikere med omverdenen, heriblandt imperiets sprog, spansk. Men en udlænding der taler spansk til folk, skal ikke bilde sig ind at han taler landets sprog, for det gør han ikke.
Og husk: tyrefægtning og flamenco hører IKKE til catalansk kultur. At tage turister med til den slags svarer til at man i Danmark fremviste tyrolerbal med Lederhosen som karakteristisk dansk kultur.
Men faktisk risikerer vi slet ikke at blive fristet af tyrefægtningens flotte forestilling med dens traditionsrige opbud af glimmer, pomp og pragt. Det catalanske parlament har nemlig besluttet, at fra 1. januar 2012 er den barbariske forestilling forbudt i Catalonien.
Umiddelbart forekommer spørgsmålet om tyrefægtning at være ganske enkelt og ukompliceret. Vi har at gøre med klokke-ren dyremishandling, så selvfølgelig skal det da være forbudt i ethvert civiliseret samfund. Alligevel har sagen hvirvlet enorme mængder af støv op på den politiske arena. Det ser ligefrem ud til at sagen kan komme til at spille en vigtig rolle for spørgsmålet om Cataloniens eventuelle selvstændighed.
Lidt historie
Indtil 1479 var Catalonien en del af det decentralt organiserede kongerige som i 1164 var opstået som en dynastisk union mellem grevskabet Barcelona og kongeriget Aragonien. Catalansk var vigtigste administrations-sprog, men også spansk (= castiliansk) var officielt. I 1469 havde Isabella I af Castilien og Ferdinand II fra det catalansk/aragonske dynasti indgået ægteskab. De to, kendt som de katolske monarker, slog ti år senere kludene (herunder deres respektive kongeriger) sammen. Herved opstod der en stat hvis konturer minder meget om det der i dag kalder sig Spanien.
Sammenslutningen var en personalunion som mest eksisterede på papiret. I virkelighedens verden fortsatte de lokale områder, også Catalonien, med sine egne institutioner og sin egen lovgivning.
Men i 1714 kom der andre boller på suppen. Som afslutning på den Spanske Arvefølgekrig invaderede centralmagten Catalonien, herunder Barcelona. Al modstand blev kvalt og de catalanske institutioner blev nedlagt. Derfor anses 1714 for skæbneåret hvor Catalonien mistede sin selvstændighed.
De kvikke har nok opdaget at vi nu med raske skridt nærmer os et jubilæum. Allerede nu et par år før kan vi konstatere at det runde år sætter sig tydelige spor i Cataloniens politiske liv og den offentlige debat. Selvstændighedsbevægelsen får vind i sejlene. Er 300 års undertrykkelse ikke nok? – spørger mange. Stadig flere har lyst til at sige Adéu, Espanya! (Farvel, Spanien!). Dette slogan var et af de fremherskende da 1 million demonstrerede i Barcelonas gader den 10. juli 2010 for at protestere mod at Den spanske Forfatningsdomstol har afvist de vigtigste artikler i Cataloniens selvstyrelov.
I løbet af de seneste tre århundreder er det catalanske sprog blevet undertrykt og fortrængt i forskellig grad. Under Franco blev sproget som et led i en bevidst assimilations-politik brutalt undertrykt, især i begyndelsen af perioden. Det var ligefrem forbudt at tale catalansk i telefonen. Og forbuddet blev håndhævet, for dengang var der rigtige telefonister til. De formastelige kunne risikere at få dette ultimatum: Nu siger jeg det for sidste gang: Hvis De ikke taler kristeligt, afbryder jeg forbindelsen!
Solgt som en sæk kartofler
Forholdet mellem Catalonien og Spanien kan rammende betegnes som et tvangsægteskab. Da Spanien og mange andre stater blev dannet, faldt det ikke herskerne ind at bekymre sig om befolkningens ønsker. De sjakrede med territorier med deres befolkning lige som man sælger en sæk kartofler. Havde man ærligt og redeligt erobret et territorium, havde man selvfølgelig ret til at herske over det. Ligeledes hvis man gennem ægteskab havde fået herredømme over et territorium. Sådan var den generelle holdning, tidsånden, dengang.
Det burde ikke undre at i en tid der roser sig af at være demokratisk, dukker der blandt undertrykte befolkninger et ønske op om at revidere tingenes tilstand. Catalanerne og andre folk vil ikke for tid og evighed se sig selv som dem der er blevet solgt som en sæk kartofler. De kræver ret til skilsmisse, dvs. selvbestemmelsesret.
Bagvendte catalanere
Som så mange andre folk har catalanerne en nationaldag. Men i modsætning til de fleste fejrer man ikke nationens glamourøse højdepunkter. Derimod knytter man an til nederlagets stund, den 11. september 1714. Jeg tror det vil være en unik oplevelse at opholde sig i Catalonien den 11. september 2014.
Desværre har andre begivenheder lagt beslag på datoen i folks bevidsthed. Men det er jo ikke catalanernes skyld!!
Som andre nationer har Catalonien selvfølgelig en nationalsang: Els Segadors (Høstfolkene). Hør den her med ingen ringere end Marina Rossell (hun præsenteres nærmere nedenfor).
La Sardana
Catalanerne har noget så bizart som en nationaldans. Den hedder La sardana. Det er ikke en ældgammel tradition. Faktisk blev den først for alvor populær i det 20. århundrede, men den har selvfølgelig rødder langt tilbage i historien.
Dansen favner vidt og har appel til et bredt publikum. Der er entusiasterne som optræder i traditionelle dragter og går op i at udføre dansen korrekt. Prøv f.eks. at se denne video. Her zoomes der ind på føddernes bevægelser, så den der har antennerne ude kan faktisk få lært de grundlæggende dansetrin. Så kan man når man som turist kommer til Catalonien straks træde ind i kredsen og danse med. Det kan man sagtens finde lejlighed til, for der arrangeres tit Sardana på offentlige pladser hvor forbipasserende spontant træder ind i kredsen og danser med i den mundering de går og står i.
Musikken spilles af et cobla, hvor alle instrumenterne er specielle, selv om de på overfladen kan minde om gængse instrumenter. Sardana’en er meget langt fra at være forstenet folklore, det er sprudlende folkelig kultur når den er bedst. Jeg har læst at der hvert år komponeres 300 nye sardana’er. Den Store Danske udtrykker det således: ”I slutningen af 1900-t. danses sardana STADIG på torve og pladser både i byerne og på landet.” (min fremhævning) – Ret meget dummere kan det vist ikke siges!
Jo vist er de mærkelige, de catalanere! Det er tvivlsomt om de nogensinde når at blive optaget i kredsen af civiliserede nationer.
Luftkasteller? – Nej, kasteller af levende mennesker
Nu skal vi videre til en anden folkelig tradition som er om muligt endnu mere bizar – ja den forekommer ligefrem halsbrækkende. Castells (det betyder egentlig ’slotte’) er menneskelige tårne som kan nå op til 9 etager.
Selv om man gør sit bedste for at afmontere bygningsværket kontrolleret – de øverste kravler ned først - hænder det selvfølgelig at hele konstruktionen braser sammen. Men man hører sjældent om at nogen kommer til skade. På det seneste er de fleste af de medvirkende alligevel begyndt at bære styrthjelm.
Ak ja, pylleret har kronede dage!!
Det ville ikke få nogen ende, hvis jeg skulle beskrive alle varianter af Castells. Men lad os bare tage et enkelt eksempel. Forestil jer at man vil bygge et tårn der når op til 9ende etage og hvor de øverste 6 etager udgøres af bare én person i hver etage. Kan det overhovedet lade sig gøre?
Det kan det, for tårnbyggerne har udtænkt en genial fremgangsmåde: For hver etage kravler der ikke bare én person (som skal udgøre tårnet) op, men yderligere 4 personer kravler op og udgør en forstærkende omkransende cirkel der stabiliserer tårnet. Når konstruktionen har nået den tilstræbte niende etage, kravler de der har udgjort den forstærkende cirkel så ned igen, så kontrolleret som mulig.
Her står det så. Et imponerende menneskeligt tårn i ni etager, hver bestående af én person som har formået at narre tyngdekraften. Men hvordan kommer de så ned igen, vil nogen måske spørge.
Nu har jeg jo faktisk ikke lovet at jeg vil og kan svare på alle tænkelige spørgsmål. Der skal jo også være noget at opleve for dem der tager til Catalonien.
International anerkendelse
Castells har netop opnået flot international anerkendelse. Den 16. november 2010 vedtog UNESCO på sit møde i Nairobi at optage skikken på listen over verdens immaterielle kulturarv.
Det er ikke første gang at catalansk kultur har fundet anerkendelse hos UNESCO. Verdens Bogdag 23. april blev indstiftet af UNESCO i 1995. Denne dato, skt. Jørgens dag, blev oprindeligt fejret som den catalanske bogs dag (Skt. Jørgen som på catalansk hedder Sant Jordi er Cataloniens skytshelgen). Men UNESCO har gjort dagen universel som Bogens Dag, for bogen i det hele taget – på alverdens sprog og i alle lande.
Barça – mere end en klub!
Jeg var længe i tvivl om det betimelige at tage dette afsnit med i en præsentation af catalansk kultur. Fodbold er jo, vil nogen måske sige, nærmest det stikmodsatte af kultur. Men alligevel: Futbol Club Barcelona, eller Barça, som den kaldes i daglig tale, er noget ganske særligt. Den har været, og er stadig, en krumtap i det catalanske folks manifestation af sin identitet. Sådan var det især i Franco-tiden, da de folkelige protester ikke havde mange andre muligheder for at få luft. Alt dette udtrykkes i sloganet Més que un club (Mere end en klub).
Også de anticatalanske spanske nationalister havde øje for fodboldklubbens politisk sprængfarlige potentiale. Næppe var borgerkrigen begyndt, før Barças præsident Josep Sunyol blev likvideret af Francos tropper i nærheden af Madrid, aug. ’36.
Som i andre fodboldklubber glæder man sig naturligvis over enhver sejr. Men sejrens sødme er særlig intens når det er arvefjenden Real Madrid der er blevet sat på plads.
Den engelske artikel i Wikipedia giver masser af plads til Barças politiske og historiske betydning. Er man mere til den rent sportslige vinkling, kan man besøge en dansk hjemmeside om klubben. En dansk fanklub findes også, jovist!
Og så udkom der i 2009 en bog på dansk: Tonny Vorm og Martin Tønner: Den våbenløse hær – på sporet af FC Barcelona (People’sPress). Den lægger hovedvægten på kultur og politik. Men fodboldentusiaster kan formentlig også holde ud at læse bogen, for det fodboldtekniske bliver også behandlet. Men det overdrives ikke - ellers var bogen jo utålelig at læse for kultiverede mennesker. Publikums og spillernes opførsel bliver nådeløst stillet til skue. Og det kan faktisk godt give næring til fordommen om at fodbold ER det stikmodsatte af kultur!
Sang mod (af)magt
Lluís Llach satte magthaverne til vægs
Denne smøre skal afsluttes, måske ikke med fuld musik, men i hvert fald med musik. ’La Nova Cançó Catalana’ (den nye catalanske sang) opstod i slutningen af Franco-diktaturet. Genren er ikke længere ny. I 2009 var det netop 50 år siden at denne bevægelse opstod i protest mod general Francos diktatur og til forsvar for catalansk sprog og kultur, som blev brutalt undertrykt af diktaturet.
For mig fremstår Lluís Llach som den mest markante blandt de catalanske sangskrivere, se hans hjemmeside. Under Franco kunne han finde på at sætte sig med sin guitar på tilskuerrækkerne til en fodboldkamp. Han nåede ikke at slå mange akkorder an til ’l’Estaca’ (Pælen) før tilskuerne stemte i til den iørefaldende protestsang. Ordensmagten kunne ikke stille noget op mod den civiliserede, ikke-voldelige manifestation af et undertrykt folks dybeste længsler. På den måde kom en fodboldkamp faktisk til at artikulere noget som med fuld ret kan kaldes kultur.
Senere er ’l’Estaca’ blevet oversat til adskillige sprog. Bl.a. har Solidaritet i Polen taget den til sig som sin kampsang. Hør her Lluís Llach selv synge sin markante sang med opbakning fra et veloplagt publikum.
Man kan ikke længere opleve Lluís Llach til koncert, for han lukkede butikken med en afskedskoncert i 2007. Men man kan selvfølgelig stadig købe hans plader.
Frygtløse Marina
Et af de lidt yngre navne der fortjener at blive fremhævet er Marina Rossell, se hendes hjemmeside. Hun er født i 1954, og det er lige en postgang for sent til at komme med i gruppen af sangskrivere der bød Franco-regimet trods i den sidste fase. Men det kan man jo ikke lægge Marina til last.
Hun har optrådt i adskillige af verdens brændpunkter. Fx optrådte hun i Bagdad aftenen før at bomberegnen brød løs og den 25. september 2009 bevægede hun sig frygtløst igennem den truende kugleregn på Nørrebro i København for at give en forrygende koncert i ’Støberiet’ på Blågårds Plads. Heldigvis var der da våbenhvile, da Marina skulle passere, så hun lever i bedste velgående den dag i dag.
Et særlig markant træk ved Marina er at hun faktisk kender Frausing. Det er det jo ikke alle der gør.
Andre sangskrivere af format
Mange andre sangskrivere fortjener at blive nævnt:
Maria del Mar Bonet (hun kender også lidt til Frausing) stammer fra Mallorca hvor man også taler catalansk. Ud over at hun stammer fra Mallorca, stammer hun overhovedet ikke. Hun byder på et uovertruffet musikalsk format som sagtens kan værdsættes også af dem som ikke forstår teksterne. Her er et par smagsprøver.
Man kan ikke komme uden om Joan Manuel Serrat – han er måske den mest kendte i udlandet. Jeg kan ikke lide hans holdning og hans frembringelser. Men jeg har vel ikke ret til at udradere ham af den grund. Nævnes skal også Francesc Pi de la Serra.
Josep Tero (han kender faktisk også Frausing) - smagsprøver
Blandt de nyere talenter kan nævnes Clara Andrés (hun optrådte for et par år siden i København, hvor hun fik lejlighed til at møde Frausing – smagsprøver her) og Roger Mas - smagsprøver.
En slags efterskrift
Sangere af verdensklasse?? – Vi har jo aldrig hørt om dem!
De catalanske sangskrivere er af verdensklasse og står på ingen måde tilbage for den dominerende kulturs navne, så som The Beatles, Bob Dylan, Donovan, Pete Seeger, Joan Baez, Bruce Springsteen, Johnny Cash og hvad de ellers hedder alle sammen.
Men hvorfor er de catalanske sangere så nærmest ukendte, i hvert fald i Danmark? – vil nogen måske spørge. – Det er de fordi cocacola-kulturen har lagt sin klamme hånd om Danmarks og verdens kulturliv. Derfor har vi ikke, som mange tror, at gøre med noget så smukt som internationalt samarbejde og kulturudveksling. Nej, vi ligger under for ensidig tilpasning. Kulturer der befinder sig uden for USA og den øvrige engelsksprogede verden har ikke en kinamands chance for at komme på banen.
Faktisk er cocacolismen den største bølge af kulturel dominans, vi nogensinde har set i historien. I Danmark hjælpes dominansen godt på vej af vore tv- og radio-kanaler som ikke gør sig den mindste anstrengelse for at leve op til deres public service forpligtelse til alsidighed. Skammeligt! De ansvarlige burde fyres på gråt papir!
Men er The Beatles og de andre da ikke af fremragende kvalitet? – Jo, mange af dem er. Men deres format er ikke så enestående, så de fortjener at fortrænge resten af verdens mangfoldige kultur.
Vi kan ikke komme cocacolismen til livs med et fingerknips. Men det står enhver frit for at starte med sig selv og begynde at orientere sig mere alsidigt. Her kunne catalansk kultur, og især sangskriverne være et godt sted at begynde. På en rejse til Catalonien kunne man måske få lejlighed til at opleve en koncert med disse sangere. Men ellers er der jo masser af muligheder for at tage værdifulde plader med hjem. Desuden kan en del plader købes på nettet.
Mod på mere?
Måske er du overmættet af hele denne smøre om Catalonien. Men efter at det hele har sat sig har du måske mod på at lære mere om denne fascinerende, men miskendte nation. En catalansk kvinde med det yndige navn Diana Coromines i Calders flyttede september 2009 til København i embeds medfør. Hun blev overrasket over hvor lidt danskerne ved om Catalonien og catalansk sprog og kultur. For at råde bod på det har hun oprettet en blog på dansk! Her finder man masser af nyttige links og man kan stille spørgsmål og deltage i debatten. Du behøver ikke være bange for at skrive noget dumt, for det har mange gjort før dig.
Vagn Frausing, 14. januar 2011
"Catalonien her og nu", af Vagn Frausing (pdf)
Appetit på Catalonien?
Denne tekst er skrevet som en optakt til en tur til Catalonien som en gruppe af kunstinteresserede i Tornbjerg sogn i Odenses sydøst-kvarter er i gang med at planlægge i foråret 2011. Turen skal foregå til april 2012. Den vil sætte fokus på romansk kloster- og kirkearkitektur, men vi får også lejlighed til at komme ind på nutidens catalanske kultur. Undertegnede Vagn Frausing har lovet at tage sig af forberedelserne af dette aspekt.
I første række har jeg som nævnt udpønset teksten som en appetitvækker for de rejselystne sognebørn fra Tornbjerg. Men den vil også kunne gøre fyldest for alle andre der pønser på at rejse til Catalonien og i det hele taget for alle der gerne vil vide mere om dette fascinerende land og dets kultur.
Teksten kan frit citeres med angivelse af kilden.
Teksten er tænkt som en koncentreret oversigt. Den er rigeligt forsynet med links, mange af dem til Wikipedia, hvad der giver mulighed for at bevæge sig ud ad en uendelighed af tangenter og således søge uddybende oplysning. Jeg har valgt de danske artikler, med mindre de er helt utilstrækkelige - der jeg har valgt de engelske. Men Wikipedia byder jo i venstre side på en lang række af sprog som man kan klikke på. Så det kan sagtens lade sig gøre at læse det hele på catalansk, hvis nogen skulle have lyst til det.
Store Danske kommer også til orde i et par af linkene. Men lad endelig være med at læse artiklen om Catalonien. Den er nemlig fuldt og helt skåret til efter spansk nationalisme. General Franco kunne ikke have gjort det bedre! Artiklen trænger i allerhøjeste grad til at blive skrevet om. Men indtil nogen får sig taget sammen til at gennemføre et så gennemgribende skridt, er det vigtigt at vi er så mange som muligt der udtrykker vores afsky ved at vi simpelthen nægter at læse artiklen. Så ka’ de lære det, ka’ de!
Teksten er ikke færdig og bliver det nok aldrig. Forfatteren tager med kyshånd mod kommentarer fra læserne som gerne må diske op med konstruktiv og inspirerende kritik og sætte fingeren på uklarheder og mangler. Måske vil nogen opponere mod tekstens generelle tendens og finde min sympati for Catalonien overdreven og ensidig, mens man finder min holdning til den spanske stat urimeligt negativ. En sådan vrangvillig holdning til mit andet fædreland passer mig naturligvis dårligt. Men jeg bliver selvfølgelig nødt til at døje med det. Hvorom alting er, så vil det vil alt sammen blive indarbejdet i fremtidige udgaver.
Et land med identitet
Allerførst er det vigtigt at gøre sig klart hvilket land vi rejser til.
Det hedder
CATALONIEN
Når nu vi kommer derned, så lad være med at gå rundt og sige: hvor er det dog dææjligt her i Spanien.
Catalonien befinder sig i et ulykkeligt ægteskab med Spanien. Det er faktisk et tvangsægteskab – argumentation finder du nedenfor.
Catalanerne har masser af forståelse for at der ude i verden findes ukultiverede mennesker som ikke har fået lært vort smukke catalanske sprog. Så man tager gerne andre sprog i brug for at kommunikere med omverdenen, heriblandt imperiets sprog, spansk. Men en udlænding der taler spansk til folk, skal ikke bilde sig ind at han taler landets sprog, for det gør han ikke.
Og husk: tyrefægtning og flamenco hører IKKE til catalansk kultur. At tage turister med til den slags svarer til at man i Danmark fremviste tyrolerbal med Lederhosen som karakteristisk dansk kultur.
Men faktisk risikerer vi slet ikke at blive fristet af tyrefægtningens flotte forestilling med dens traditionsrige opbud af glimmer, pomp og pragt. Det catalanske parlament har nemlig besluttet, at fra 1. januar 2012 er den barbariske forestilling forbudt i Catalonien.
Umiddelbart forekommer spørgsmålet om tyrefægtning at være ganske enkelt og ukompliceret. Vi har at gøre med klokke-ren dyremishandling, så selvfølgelig skal det da være forbudt i ethvert civiliseret samfund. Alligevel har sagen hvirvlet enorme mængder af støv op på den politiske arena. Det ser ligefrem ud til at sagen kan komme til at spille en vigtig rolle for spørgsmålet om Cataloniens eventuelle selvstændighed.
Lidt historie
Indtil 1479 var Catalonien en del af det decentralt organiserede kongerige som i 1164 var opstået som en dynastisk union mellem grevskabet Barcelona og kongeriget Aragonien. Catalansk var vigtigste administrations-sprog, men også spansk (= castiliansk) var officielt. I 1469 havde Isabella I af Castilien og Ferdinand II fra det catalansk/aragonske dynasti indgået ægteskab. De to, kendt som de katolske monarker, slog ti år senere kludene (herunder deres respektive kongeriger) sammen. Herved opstod der en stat hvis konturer minder meget om det der i dag kalder sig Spanien.
Sammenslutningen var en personalunion som mest eksisterede på papiret. I virkelighedens verden fortsatte de lokale områder, også Catalonien, med sine egne institutioner og sin egen lovgivning.
Men i 1714 kom der andre boller på suppen. Som afslutning på den Spanske Arvefølgekrig invaderede centralmagten Catalonien, herunder Barcelona. Al modstand blev kvalt og de catalanske institutioner blev nedlagt. Derfor anses 1714 for skæbneåret hvor Catalonien mistede sin selvstændighed.
De kvikke har nok opdaget at vi nu med raske skridt nærmer os et jubilæum. Allerede nu et par år før kan vi konstatere at det runde år sætter sig tydelige spor i Cataloniens politiske liv og den offentlige debat. Selvstændighedsbevægelsen får vind i sejlene. Er 300 års undertrykkelse ikke nok? – spørger mange. Stadig flere har lyst til at sige Adéu, Espanya! (Farvel, Spanien!). Dette slogan var et af de fremherskende da 1 million demonstrerede i Barcelonas gader den 10. juli 2010 for at protestere mod at Den spanske Forfatningsdomstol har afvist de vigtigste artikler i Cataloniens selvstyrelov.
I løbet af de seneste tre århundreder er det catalanske sprog blevet undertrykt og fortrængt i forskellig grad. Under Franco blev sproget som et led i en bevidst assimilations-politik brutalt undertrykt, især i begyndelsen af perioden. Det var ligefrem forbudt at tale catalansk i telefonen. Og forbuddet blev håndhævet, for dengang var der rigtige telefonister til. De formastelige kunne risikere at få dette ultimatum: Nu siger jeg det for sidste gang: Hvis De ikke taler kristeligt, afbryder jeg forbindelsen!
Solgt som en sæk kartofler
Forholdet mellem Catalonien og Spanien kan rammende betegnes som et tvangsægteskab. Da Spanien og mange andre stater blev dannet, faldt det ikke herskerne ind at bekymre sig om befolkningens ønsker. De sjakrede med territorier med deres befolkning lige som man sælger en sæk kartofler. Havde man ærligt og redeligt erobret et territorium, havde man selvfølgelig ret til at herske over det. Ligeledes hvis man gennem ægteskab havde fået herredømme over et territorium. Sådan var den generelle holdning, tidsånden, dengang.
Det burde ikke undre at i en tid der roser sig af at være demokratisk, dukker der blandt undertrykte befolkninger et ønske op om at revidere tingenes tilstand. Catalanerne og andre folk vil ikke for tid og evighed se sig selv som dem der er blevet solgt som en sæk kartofler. De kræver ret til skilsmisse, dvs. selvbestemmelsesret.
Bagvendte catalanere
Som så mange andre folk har catalanerne en nationaldag. Men i modsætning til de fleste fejrer man ikke nationens glamourøse højdepunkter. Derimod knytter man an til nederlagets stund, den 11. september 1714. Jeg tror det vil være en unik oplevelse at opholde sig i Catalonien den 11. september 2014.
Desværre har andre begivenheder lagt beslag på datoen i folks bevidsthed. Men det er jo ikke catalanernes skyld!!
Som andre nationer har Catalonien selvfølgelig en nationalsang: Els Segadors (Høstfolkene). Hør den her med ingen ringere end Marina Rossell (hun præsenteres nærmere nedenfor).
La Sardana
Catalanerne har noget så bizart som en nationaldans. Den hedder La sardana. Det er ikke en ældgammel tradition. Faktisk blev den først for alvor populær i det 20. århundrede, men den har selvfølgelig rødder langt tilbage i historien.
Dansen favner vidt og har appel til et bredt publikum. Der er entusiasterne som optræder i traditionelle dragter og går op i at udføre dansen korrekt. Prøv f.eks. at se denne video. Her zoomes der ind på føddernes bevægelser, så den der har antennerne ude kan faktisk få lært de grundlæggende dansetrin. Så kan man når man som turist kommer til Catalonien straks træde ind i kredsen og danse med. Det kan man sagtens finde lejlighed til, for der arrangeres tit Sardana på offentlige pladser hvor forbipasserende spontant træder ind i kredsen og danser med i den mundering de går og står i.
Musikken spilles af et cobla, hvor alle instrumenterne er specielle, selv om de på overfladen kan minde om gængse instrumenter. Sardana’en er meget langt fra at være forstenet folklore, det er sprudlende folkelig kultur når den er bedst. Jeg har læst at der hvert år komponeres 300 nye sardana’er. Den Store Danske udtrykker det således: ”I slutningen af 1900-t. danses sardana STADIG på torve og pladser både i byerne og på landet.” (min fremhævning) – Ret meget dummere kan det vist ikke siges!
Jo vist er de mærkelige, de catalanere! Det er tvivlsomt om de nogensinde når at blive optaget i kredsen af civiliserede nationer.
Luftkasteller? – Nej, kasteller af levende mennesker
Nu skal vi videre til en anden folkelig tradition som er om muligt endnu mere bizar – ja den forekommer ligefrem halsbrækkende. Castells (det betyder egentlig ’slotte’) er menneskelige tårne som kan nå op til 9 etager.
Selv om man gør sit bedste for at afmontere bygningsværket kontrolleret – de øverste kravler ned først - hænder det selvfølgelig at hele konstruktionen braser sammen. Men man hører sjældent om at nogen kommer til skade. På det seneste er de fleste af de medvirkende alligevel begyndt at bære styrthjelm.
Ak ja, pylleret har kronede dage!!
Det ville ikke få nogen ende, hvis jeg skulle beskrive alle varianter af Castells. Men lad os bare tage et enkelt eksempel. Forestil jer at man vil bygge et tårn der når op til 9ende etage og hvor de øverste 6 etager udgøres af bare én person i hver etage. Kan det overhovedet lade sig gøre?
Det kan det, for tårnbyggerne har udtænkt en genial fremgangsmåde: For hver etage kravler der ikke bare én person (som skal udgøre tårnet) op, men yderligere 4 personer kravler op og udgør en forstærkende omkransende cirkel der stabiliserer tårnet. Når konstruktionen har nået den tilstræbte niende etage, kravler de der har udgjort den forstærkende cirkel så ned igen, så kontrolleret som mulig.
Her står det så. Et imponerende menneskeligt tårn i ni etager, hver bestående af én person som har formået at narre tyngdekraften. Men hvordan kommer de så ned igen, vil nogen måske spørge.
Nu har jeg jo faktisk ikke lovet at jeg vil og kan svare på alle tænkelige spørgsmål. Der skal jo også være noget at opleve for dem der tager til Catalonien.
International anerkendelse
Castells har netop opnået flot international anerkendelse. Den 16. november 2010 vedtog UNESCO på sit møde i Nairobi at optage skikken på listen over verdens immaterielle kulturarv.
Det er ikke første gang at catalansk kultur har fundet anerkendelse hos UNESCO. Verdens Bogdag 23. april blev indstiftet af UNESCO i 1995. Denne dato, skt. Jørgens dag, blev oprindeligt fejret som den catalanske bogs dag (Skt. Jørgen som på catalansk hedder Sant Jordi er Cataloniens skytshelgen). Men UNESCO har gjort dagen universel som Bogens Dag, for bogen i det hele taget – på alverdens sprog og i alle lande.
Barça – mere end en klub!
Jeg var længe i tvivl om det betimelige at tage dette afsnit med i en præsentation af catalansk kultur. Fodbold er jo, vil nogen måske sige, nærmest det stikmodsatte af kultur. Men alligevel: Futbol Club Barcelona, eller Barça, som den kaldes i daglig tale, er noget ganske særligt. Den har været, og er stadig, en krumtap i det catalanske folks manifestation af sin identitet. Sådan var det især i Franco-tiden, da de folkelige protester ikke havde mange andre muligheder for at få luft. Alt dette udtrykkes i sloganet Més que un club (Mere end en klub).
Også de anticatalanske spanske nationalister havde øje for fodboldklubbens politisk sprængfarlige potentiale. Næppe var borgerkrigen begyndt, før Barças præsident Josep Sunyol blev likvideret af Francos tropper i nærheden af Madrid, aug. ’36.
Som i andre fodboldklubber glæder man sig naturligvis over enhver sejr. Men sejrens sødme er særlig intens når det er arvefjenden Real Madrid der er blevet sat på plads.
Den engelske artikel i Wikipedia giver masser af plads til Barças politiske og historiske betydning. Er man mere til den rent sportslige vinkling, kan man besøge en dansk hjemmeside om klubben. En dansk fanklub findes også, jovist!
Og så udkom der i 2009 en bog på dansk: Tonny Vorm og Martin Tønner: Den våbenløse hær – på sporet af FC Barcelona (People’sPress). Den lægger hovedvægten på kultur og politik. Men fodboldentusiaster kan formentlig også holde ud at læse bogen, for det fodboldtekniske bliver også behandlet. Men det overdrives ikke - ellers var bogen jo utålelig at læse for kultiverede mennesker. Publikums og spillernes opførsel bliver nådeløst stillet til skue. Og det kan faktisk godt give næring til fordommen om at fodbold ER det stikmodsatte af kultur!
Sang mod (af)magt
Lluís Llach satte magthaverne til vægs
Denne smøre skal afsluttes, måske ikke med fuld musik, men i hvert fald med musik. ’La Nova Cançó Catalana’ (den nye catalanske sang) opstod i slutningen af Franco-diktaturet. Genren er ikke længere ny. I 2009 var det netop 50 år siden at denne bevægelse opstod i protest mod general Francos diktatur og til forsvar for catalansk sprog og kultur, som blev brutalt undertrykt af diktaturet.
For mig fremstår Lluís Llach som den mest markante blandt de catalanske sangskrivere, se hans hjemmeside. Under Franco kunne han finde på at sætte sig med sin guitar på tilskuerrækkerne til en fodboldkamp. Han nåede ikke at slå mange akkorder an til ’l’Estaca’ (Pælen) før tilskuerne stemte i til den iørefaldende protestsang. Ordensmagten kunne ikke stille noget op mod den civiliserede, ikke-voldelige manifestation af et undertrykt folks dybeste længsler. På den måde kom en fodboldkamp faktisk til at artikulere noget som med fuld ret kan kaldes kultur.
Senere er ’l’Estaca’ blevet oversat til adskillige sprog. Bl.a. har Solidaritet i Polen taget den til sig som sin kampsang. Hør her Lluís Llach selv synge sin markante sang med opbakning fra et veloplagt publikum.
Man kan ikke længere opleve Lluís Llach til koncert, for han lukkede butikken med en afskedskoncert i 2007. Men man kan selvfølgelig stadig købe hans plader.
Frygtløse Marina
Et af de lidt yngre navne der fortjener at blive fremhævet er Marina Rossell, se hendes hjemmeside. Hun er født i 1954, og det er lige en postgang for sent til at komme med i gruppen af sangskrivere der bød Franco-regimet trods i den sidste fase. Men det kan man jo ikke lægge Marina til last.
Hun har optrådt i adskillige af verdens brændpunkter. Fx optrådte hun i Bagdad aftenen før at bomberegnen brød løs og den 25. september 2009 bevægede hun sig frygtløst igennem den truende kugleregn på Nørrebro i København for at give en forrygende koncert i ’Støberiet’ på Blågårds Plads. Heldigvis var der da våbenhvile, da Marina skulle passere, så hun lever i bedste velgående den dag i dag.
Et særlig markant træk ved Marina er at hun faktisk kender Frausing. Det er det jo ikke alle der gør.
Andre sangskrivere af format
Den allermest markante personlighed ved siden af Lluís Llach er utvivlsomt Raimon. I en fremskreden alder har han stadig direkte adgang til publikums hjerter. Hans første sang El Vent (Vinden) fremstår stadig som hans mest kendte og mest markante.
Mange andre sangskrivere fortjener at blive nævnt:
Maria del Mar Bonet (hun kender også lidt til Frausing) stammer fra Mallorca hvor man også taler catalansk. Ud over at hun stammer fra Mallorca, stammer hun overhovedet ikke. Hun byder på et uovertruffet musikalsk format som sagtens kan værdsættes også af dem som ikke forstår teksterne. Her er et par smagsprøver.
Man kan ikke komme uden om Joan Manuel Serrat – han er måske den mest kendte i udlandet. Jeg kan ikke lide hans holdning og hans frembringelser. Men jeg har vel ikke ret til at udradere ham af den grund. Nævnes skal også Francesc Pi de la Serra.
Josep Tero (han kender faktisk også Frausing) - smagsprøver
Blandt de nyere talenter kan nævnes Clara Andrés (hun optrådte for et par år siden i København, hvor hun fik lejlighed til at møde Frausing – smagsprøver her) og Roger Mas - smagsprøver.
En slags efterskrift
Sangere af verdensklasse?? – Vi har jo aldrig hørt om dem!
De catalanske sangskrivere er af verdensklasse og står på ingen måde tilbage for den dominerende kulturs navne, så som The Beatles, Bob Dylan, Donovan, Pete Seeger, Joan Baez, Bruce Springsteen, Johnny Cash og hvad de ellers hedder alle sammen.
Men hvorfor er de catalanske sangere så nærmest ukendte, i hvert fald i Danmark? – vil nogen måske spørge. – Det er de fordi cocacola-kulturen har lagt sin klamme hånd om Danmarks og verdens kulturliv. Derfor har vi ikke, som mange tror, at gøre med noget så smukt som internationalt samarbejde og kulturudveksling. Nej, vi ligger under for ensidig tilpasning. Kulturer der befinder sig uden for USA og den øvrige engelsksprogede verden har ikke en kinamands chance for at komme på banen.
Faktisk er cocacolismen den største bølge af kulturel dominans, vi nogensinde har set i historien. I Danmark hjælpes dominansen godt på vej af vore tv- og radio-kanaler som ikke gør sig den mindste anstrengelse for at leve op til deres public service forpligtelse til alsidighed. Skammeligt! De ansvarlige burde fyres på gråt papir!
Men er The Beatles og de andre da ikke af fremragende kvalitet? – Jo, mange af dem er. Men deres format er ikke så enestående, så de fortjener at fortrænge resten af verdens mangfoldige kultur.
Vi kan ikke komme cocacolismen til livs med et fingerknips. Men det står enhver frit for at starte med sig selv og begynde at orientere sig mere alsidigt. Her kunne catalansk kultur, og især sangskriverne være et godt sted at begynde. På en rejse til Catalonien kunne man måske få lejlighed til at opleve en koncert med disse sangere. Men ellers er der jo masser af muligheder for at tage værdifulde plader med hjem. Desuden kan en del plader købes på nettet.
Mod på mere?
Måske er du overmættet af hele denne smøre om Catalonien. Men efter at det hele har sat sig har du måske mod på at lære mere om denne fascinerende, men miskendte nation. En catalansk kvinde med det yndige navn Diana Coromines i Calders flyttede september 2009 til København i embeds medfør. Hun blev overrasket over hvor lidt danskerne ved om Catalonien og catalansk sprog og kultur. For at råde bod på det har hun oprettet en blog på dansk! Her finder man masser af nyttige links og man kan stille spørgsmål og deltage i debatten. Du behøver ikke være bange for at skrive noget dumt, for det har mange gjort før dig.
Vagn Frausing, 14. januar 2011
